I sidste uge kunne tipsbladet.dk fortælle, at Michael Schjønberg var i spil til at blive landstræner i Sydkorea og Japan, da begge nationer er på jagt efter en ny landstræner efter VM-slutrunden i Brasilien, hvor begge røg ud efter indledende gruppespil. Og Schjønberg, der pt. er på lønningslisten i norske Vålerenga som assistent for Kjetil Rekdal, har især været et brandvarmt emne i Japan.
Michael Schjønberg var således blandt de sidste to kandidater, som det japanske fodboldforbund arbejdede med, men i 11. time har danskeren trukket sin ansøgning til landstrænerjobbet tilbage. Det blev officielt meddelt Mr. Hirai Tetsu fra det japanske fodboldforbund i går.
- I går klokken 10.00 i Tokyo trak vi Michaels kandidatur som landstræner for Japan tilbage, da et job i Sydkorea er hans foretrukne prioritet. Det betyder, at det japanske fodboldforbund nu har et emne tilbage, siger Michael Schjønbergs agent, Dennis Murray, til tipsbladet.dk.
Det emne er ifølge tipsbladet.dk's oplysninger mexicaneren Javier Aguirre, der tidligere har været landstræner i hjemlandet og desuden stået i spidsen for klubber som Atletcio Madrid og Zaragoza. Han forventes inden længe at blive præsenteret som Japans nye landstræner.
Imens jagter Michael Schjønberg et trænerjob i Sydkorea, og tipsbladet.dk erfarer, at en klub i den bedste række viser interesse for danskeren. Han er også i spil til jobbet som landstræner.