Generelle

Michael Lumb færdig i Feyenoord

Feyenoord har givet den danske U/21-landsholdsspiller fri til at finde sig en ny klub.

Der er sket meget siden Michael Lumb for bare et år siden skiftede de trygge rammer i AGF ud med den russiske storklub Zenit Skt. Petersborg. Lumbs forår anno 2010 blev et af de forsømte af slagsen, da det blev til særdeles begrænsede mængder spilletid i Skt. Petersborg.

Læs også: Lumb: Der skal ske noget

Venstre backen blev derfor i juli måned udlejet til Feyenoord. Hollænderne gav Michael Lumb en et-årig låneaftale, men spilletid kunne de ikke give ham, viste det sig. Efter et halvt år har Lumb, der kæmper for en plads i truppen til sommerens U/21-EM i Danmark, blot fået 57 minutter på banen for den hollandske traditionsklub. Det er langt fra nok, og derfor er den 23-årige back nu efter al sandsynlighed færdig i Rotterdam, hvor Feyenoord hører hjemme.

- Juridisk set er Michael fortsat på kontrakt i Feyenoord, men han træner ikke med i klubben længere. Han har fået fri til at finde en løsning, siger den hollandske klubs pressechef, Gido Vader, til tipsbladet.dk.

Læs også: Lumb træt af Feyenoord

Lumb har altså fået fri til at finde sig en ny klub. En klub, der kan give ham spilletid, så han kan få muligheden for igen at spille sig på U/21-landsholdet. Det kan Feyenoord ikke, og hollænderne regner derfor med, at de har set det sidste til danskeren.

- Ideen er, at han ikke skal tilbage hertil, siger Gido Vader.

Da klubben der ejer Michael Lumb, Zenit Skt. Petersborg, sandsynligvis heller ikke vil være i stand til at give ham spilletid, kunne det tyde på, at den tidligere AGFer vil være at finde i en helt tredje klub, når transfervinduet lukker ved udgangen af måneden.