Generelle

Fodboldby nummer et

Sidste uge kvalificerede de tre rumænske hovedstadsklubber Steaua, Dinamo og Rapid sig alle til gruppespillet i UEFA Cuppen. Rapid Bukarest overraskede ved at eliminere hollandske Feyenoord, mens Steaua Bukarest slog det norske tophold Vålerenga sammenlagt 6-1. Det største resultat blev dog leveret af Dinamo Bukarest, der ganske vist tabte udekampen til Everton med 0-1, men som i den første kamp hjemme på Stadionul Dinamo havde lammetævet sidste sæsons nummer fire i England med hele 5-1. Det er mange år siden, at rumænsk klubfodbold har markeret sig så stærkt ude i Europa. Sidst var faktisk i 1990, da Dinamo Bukarest nåede semifinalerne i Pokalvindernes Europa Cup, og før da satte Steaua Bukarest historiske fikspunkter, da klubben i 1986 slog selveste Barcelona i finalen i Europa Cup for Mesterhold, og siden nåede semifinalen og finalen i samme turnering i henholdsvis 1988 og 1989. Men tiderne skiftede. Revolutionen i december 1989 betød, at det gamle socialistiske styre under Nicolae Ceausecu brød sammen, og fodboldklubberne blev udsat for en massiv åreladning, da i hundredvis af spillere rejste til lukrative ophold i udlandet. Kun på landsholdet fik rumænerne lejlighed til at se stjernerne anført af Gheorghe Hagi boltre sig. Op gennem 90erne markerede det rumænske landshold sig som et af verdens bedste, men siden Hagi lagde støvlerne på hylden har "De trefarvede" ikke imponeret.

Det ser nu ud til at ændre sig, og paradoksalt nok er det de rumænske klubbers manglende økonomiske formåen, som er baggrunden for deres øjeblikkelige succes.

Rumænsk fodbold producerer en lind strøm af talenter, men modsat topklubberne i mange andre østeuropæiske lande, får de unge spillere i Rumænien plads på førsteholdet i landets bedste klubber. For pengene i rumænsk fodbold er ikke store nok til at hente bundter af udenlandske fodboldspillere til landet. F. eks. var det i torsdagens UEFA Cup-opgør kun Rapid, som havde en enkelt udlænding med i startopstillingen. Dinamo og Steaua stillede med rent rumænske hold.

Men også på andre områder er der sket fremskridt. De senere år har det rumænske fodboldforbund forsøgt at skride ind overfor problemerne i den hjemlige Divizia A, der ofte betegnes som den mest korrupte liga i verden. Det er ikke helt sandt, men både spillere og klubledere i Rumænien bidrager ofte til myten ved at fremsætte anklager om korrupte dommere og lancere alle mulige konspirationsteorier.

Førende i denne særlige kunstart er uden tvivl Steauas gale ejer, Gigi Becali, der overtog kontrollen helt med klubben fra Forsvarsministeriet i 2003. Becali har fået flere bøder og karantæner for at anklage dommere for fusk. I 2001 tævede han en journalist, og i foråret fik han otte måneders karantæne for at beskylde landstræner Angel Iordanescu og formanden for fodboldforbundets disciplinærkomité for korruption.

Becali, der er Rumæniens rigeste mand, lovede sidste år at bygge en kirke for hver runde Steaua Bukarest gik videre i UEFA Cuppen, men hører bestemt ikke til Guds bedste børn. Gigi Becali støtter åbenlyst den højreekstremistiske organisation Det Nye Højre, der hylder den rumænske milits Jerngarden, som under Anden Verdenskrig hjalp nazisterne med at holde Rumænien besat.

Og racismen udgør da også lige nu det alvorligste problem for rumænsk fodbold. Dinamos og Steauas mest inkarnerede tilhængere har masser af slagord, der er nedsættende overfor både jøder og sigøjnere. Toppen blev nået, da Steaua i april mødte Rapid hjemme på Stadionul Ghencea.

Steauas fans sang racistiske sange om Rapids tilhængere, der tæller mange sigøjnere blandt sig, og det kammede helt over, da stadionspeakeren tilmed præsenterede Rapids træner, Razvan Lucescu, som en "stinkende sigøjner".

I Rumænien fik sagen ikke umiddelbart konsekvenser for Steaua Bukarest. Til gengæld ser UEFA ikke mildt på den slags, så i august faldt hammeren. Klubbens fans havde i Champions League-kvalifikationskampen mod irske Shelbourne lavet abelyde, da Shelbournes camerouner Joseph Ndo kom på banen. Steaua blev idømt en bøde på 145.000 kroner og frataget hjemmebanefordelen i en enkelt kamp.

Derfor blev UEFA Cup-opgøret i torsdags mod Vålerenga afviklet i Sortehavsbyen Constanta, og den hårde reaktion fra UEFA skabte debat i Rumænien, hvor medierne for første gang begyndte at sætte fokus på racismen på landets fodboldstadions.