Generelle

FCK-direktør revser udebanefans

FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, langer nu ud efter de ballademagere, der har hærget under "Løvernes" seneste udekampe.

Visse grupperinger blandt FC Københavns fans har ikke opført sig helt efter bogen i forbindelse med de danske mestres seneste udekampe. Det kan klubbens ledelse ikke leve med, og derfor udsender direktør Anders Hørsholt nu en pressemeddelelse, hvori han revser de tilhængere, der ikke er i stand til at opføre sig ordentligt.

- I den seneste tid har vi desværre oplevet uromagere, der under påskud af at være FCK-fans, har hærget og ødelagt tribuneafsnit i Slagelse, Prag, Brøndby og Liege. Det er usmageligt, uacceptabelt og uforeneligt med FC Københavns værdier - vi er gæster og siger tak på denne måde! Jeg har stor forståelse for, at vi fremadrettet måske ikke vil være velkomne gæster længere og derfor må opgive at have et FCK- tribuneafsnit til alle vores udekampe, siger Hørsholt i pressemeddelelsen.

Ifølge FC Københavns egen hjemmeside, er klubben blevet idømt bøder for i alt 150.000 kroner i forbindelse med de seneste udekampe i europæisk sammenhæng, og derfor råber direktøren nu vagt i gevær.

- Vi har fået en helt fantastisk opbakning og rigtig mange positive tilkendegivelser fra alle sider i vores kamp mod uromagere. Jeg er derfor overbevist om, at vi sammen kan vise omverdenen, at de danske mestre også har landets bedste fans, som ikke vil acceptere hærværk, vold og vandalisme som dagsorden ved vores kampe hverken hjemme i PARKEN eller på udebane, men derimod erstatte det med positiv opbakning til holdet og spillerne, slutter Anders Hørsholt.

Næste gang FC København spiller på udebane er den 17. oktober i Horsens. Bare tre dage senere skal de danske mestre igen i kamp langt væk hjemmefra. Her tager tyske Hannover 96 imod i Europa League.