Generelle

Brøndby-spiller ramt af blodprop

Forsvarstalentet Daniel Stenderup slap heldigt fra en grim oplevelse, der kunne være undgået, hvis han var blevet hjertetestet som alle superligaspillere skal

Det kunne være endt katastrofalt for den 19-årige Brøndby-spiller Daniel Stenderup, da han i slutningen af 2008 under træning blev ramt af en blodprop i hjernen. Det skriver Tipsbladet fredag.

Årsagen var en hjertefejl, der ville være opdaget under den screening, som alle Superliga-spillere efter et DBU-krav skal igennem. Da det unge forsvarstalent ikke var i førsteholdstruppen blev han imidlertid ikke undersøgt. Nu mener flere, at hjertescreeningerne bør udvides til også at omfatte eliteungdomsspillere.

- Man bør kraftigt overveje, om man ikke bør udvide screeningerne til også at omfatte U/19-årgangen. Her er en gruppe unge spillere, som er lige på vippen til Superliga-trupper og ofte træner med her. De er træningsmæssigt i samme situation som Superligaspillerne med hårdhed og intensitet på et højt niveau, og det vil bestemt ikke være dumt, hvis de også blev screenet, siger læge for U/19-landsholdet Jens Elers til Tipsbladet.

Synspunktet bakkes op af U/19-landstræner Per Andersen, men i første omgang har DBU afvist at kræve hjertescreeninger i de klubber, som tildeles den højeste ungdomslicens A+.

For Daniel Stenderups vedkommende blev det konstateret, at han havde et hul i hjertet. Efter en operation har han nu fået grønt lys til at spille fodbold igen.

- Det er dejligt nu at få lagt de tanker bag sig og bare koncentrere sig om at spille. Nogle gange kan jeg godt stadig tænke over, hvor heldig jeg egentlig har været. Man kunne risikere at sidde som en grøntsag, siger den unge Brøndby-spiller til Tipsbladet.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.