Platini stiller op: Vil have fodboldens mest magtfulde embede
Generelle

Platini stiller op: Vil have fodboldens mest magtfulde embede

FIFA bekræfter, at Michel Platini stiller op til præsidentvalget næste år, hvor afløseren for Sepp Blatter skal findes.

Så er det blevet bekræftet. Michel Platini kan afløse Sepp Blatter, når der den 26. februar næste år skal vælges en ny præsident i det internationale fodboldforbund FIFA. Forbundet bekræfter Platinis kandidatur på sin hjemmeside.

Den 60-årige franskmand har siden 2007 bestridt posten som formand i det europæiske fodboldforbud, UEFA, og i kraft af sin erfaring fra det job må Platini regnes som en meget stærk kandidat ved præsidentvalget næste år.

- Det er en meget personlig og nøje gennemtænkt beslutning, hvor jeg har afvejet fodboldens fremtid med min egen, lyder det blandt andet fra Michel Platini.

Øvrige kandidater har indtil 26. oktober til at stille op.