Europa League

- Vi er ikke fødte deltagere i Champions League

Carsten V. Jensen ser Europa League som en god udfordring, og så ved han, at Hannover går efter sejren i Liege, hvilket også kan hjælpe FCK videre i turneringen.

Fire point i fire kampe og så i Europa League.

Der har været langt til sidste års succesoplevelse i Champions League for FC København, men det har ikke rystet sportsdirektør Carsten V. Jensen.

- Vi er ikke fødte deltagere i Champions League. Det er en frugt, man kan plukke ind imellem efter hårdt arbejde, som vi gjorde i 2006 og 2010, men det er Europa League, der er hverdagen i forhold til, at man kan øve sig i de europæiske rutiner med rejser, forberedelse og evnen til også at levere i den efterfølgende ligakamp.

- Det er en øvelse, der kan udvikle en klub, og specielt for os i denne omgang med så mange nye spillere i truppen, så det har bestemt været en god udfordring, sagde Carsten V. Jensen til Tipsbladet før den lange tur til Ukraine, hvor FCK'erne fløj til Kharkiv og derefter havde to en halv times bustur til Poltava.

Og kampen mod Vorskla Poltava er en vigtig kamp, både for det danske regnskab i Europa, hvor det dog tyder på, at den danske mester anno 2013 også går direkte i Champions League-gruppespillet, selv om Belgien har overhalet i UEFA-tabellen og Østrig og Schweiz presser på bagfra, og for FC København.

- Ja, det er en vigtig kamp, men vi er ikke herre i eget hus. Vi ved på dagen, om vi får hjælp fra Hannover 96 i deres udekamp mod Standard Liege. Hvis de får point her, og vi kan slå Porskla, så er der lagt op til en finale om andenpladsen mod Standard Liege i Parken.

- Jeg mødte tilfældigt Hannovers sportsdirektør til en kamp for nylig, og han sagde, at de var indstillet på at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt, så det kan hjælpe os, men vi skal altså også selv levere et ordentligt resultat, siger Carsten V. Jensen.