Steaua Bukarest forventer tre point mod AaB
Illustration
Europa League

Steaua Bukarest forventer tre point mod AaB

Steaua Bukarest forventer tre point, når de torsdag møder AaB i Europa League.

Steaua Bukarests træner, Constantin Gâlcă, er fortrøstningsfuld inden hans mandskab på torsdag får besøg af AaB i den første runde i Europa League. 

Træneren forventer nemlig, at Steaua Bukarest henter alle tre point i kampen, men han ærgrer sig samtidig over, at kampen skal spilles for tomme tribuner, hvilket UEFA har dikteret. 

- Det bliver svært uden tilskuere, men jeg tror alligevel, at vi vinder over AaB. Jeg har tillid til, at mit hold får gang i det gode kombinationsspil, og at vi vil score mål, siger Constantin Gâlcă til nyhedsbureauet Agerpres.

Men træneren er dog klar over, at Steua Bukarest skal være opmærksomme på nordjyderne. 

De arbejder hårdt og angriber med hele holdet. Godt nok tabte de til Apoel i playoff-runden til Champions League, men de skabte stadig mange kontrachancer, siger træneren, som har store forventninger til, at Steaua vil skabe gode resultater i dette års udgave i Europa League. 

- Jeg tror, at vi kan vinde gruppen og samtidig nå langt i Europa League, men alle starter med nul point. Dinamo Kiev har et meget stærkt hold og Rio Ave fører den portugisiske liga, så vi må se, hvad der sker, siger Constantin Gâlcă.