Europa League

Ståle: Godt for FCK at slippe for røvfulde

FCK har godt af en tur i Europa League, mener holdets tidligere træner Ståle Solbakken.


For et år siden blev FCKL's fans forkælet med besøg fra blandt andre FC Barcelona, da deres helte spiste kirsebær med de store i Champions League. I år er menuen noget lignende rosiner med de mindre i Europa League. Torsdag aften kommer ukrainske Vorskla Poltava på besøg i København.

Vorskla Poltava har unægtelig ikke helt samme klang i forkælede fodboldøren som FC Barcelona, men FCK's tidligere træner, Ståle Solbakken, mener alligevel, at de danske mestre har godt af en tur på anden klasse, fordi det er gavnligt for et hold, der ikke er spillet helt sammen, at komme op mod lidt mere overkommelige modstandere.

- Hvis FCK var havnet i gruppe med Barcelona og AC Milan, kunne de måske have set frem mod fire røvfulde, og det havde ikke gavnet udviklingen af holdet, siger Ståle Solbakken til sporten.dk.

- Nu møder de i stedet tre hold, som de kan spille lige op med, eller som de måske endda er små favoritter imod. Det kan de betragte som en god forberedelse til næste års Champions League, siger den nuværende Köln-træner.