Video : Tipsbladet
Europa League

Ståle: Dommeren var hård mod os til sidst

Ståle Solbakken var ikke overbevist om de advarsler, som gik københavnerne imod i slutningen af dagens opgør.

FCK vandt tidligere på aftenen ude over Ludogorets fra Bulgarien, og selvom Solbakken er tilfreds med sejren, tager han også hjem med et par bekymringer.

Både Jan Gregus og William Kvist er spærret til returopgøret, da der er i karantæne efter henholdsvis et rødt kort og for mange gule kort. Den norske træner er mildt sagt ikke imponeret over, at hans midtbane fik karantæne.

- Dommeren er hård mod os til sidst, jeg synes overhovedet ikke William laver frispark, og Gregus flytter måske bolden en meter væk, mens de samtidig får lov at flytte et frispark 15 meter frem på banen. Det synes jeg godt nok var nogle hårde afgørelser, og det komplicerer lidt vores holdudtagelse til returkampen, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

På trods af, at han mangler vigtige spillere på midten, så er FCK-træneren alligevel optimistisk forud for returopgøret.

-  Men lad os nu først spille den næste kamp mod Brøndby og se hvordan det ser ud efter den kamp. Vi har både Keita, Toutouh og Erik, der kan spille central midt ved siden af Matic, som i øvrigt var vældig god i dag, og vi kan også vælge at ændre opstillingen lidt. Men én kamp ad gangen.

Inden returopgøret på næste torsdag, står FCK over for Brøndby i det københavnske Derby opgør.