Optakt: Legia - FC Midtjylland
Europa League

Optakt: Legia - FC Midtjylland

De danske mestre kan med en sejr i Polen sikre sig billet til forårets knockout-fase i Europa League.

Kampfakta: 
Spillested: Stadion Wojska Polskiego, Warszawa
Dommer: Andre Marriner, England
Kampstart: Torsdag klokken 21.05
På tv: Canal 9
Twitter: #eldk
 
Holdnyt:
 
Legia:
Teoretisk kan Legia fortsat kvalificere sig til knockout-fasen i foråret. Det kræver en sejr over FC Midtjylland, og derfor en sejr ude over Napoli. Lige nu står klubben noteret for ét point for fire kampe, og med sejre i de sidste to opgør vil klubben slutte på syv point. Det er kun nok, hvis FC Midtjylland og Club Brugge i sidste opgør spiller uafgjort, ligesom Legia skal vinde med mere end ét mål over FC Midtjylland.

Det ligner en umulighed, men teoretisk er det altså muligt. Når FC Midtjylland møder Legia, bliver det ikke det samme hold som sidst. Norske Henning Berg stod i spidsen for klubben i Herning, men kort efter blev han fyret grundet dårlige resultater, så nu er det russeren Stanislav Cherchesov, der leder Legia.

Til opgøret mangler Legia ifølge uefa.com Dominik Furman, der er fast mand på holdet. Ligeledes sidder Rafal Makowski og Michal Maslowski ude med skader - de to er dog normalt ikke at finde i startopstillingen. Der er ifølge Legias hjemmeside tvivl om keeper Dusan Kuciak, mens også Jakub Rzezniczak og Michal Pazdan er tvivlsomme.

Det er et Legia-hold i fin form, der kommer til opgøret, efter to sejre i træk i den hjemlige liga.
 

FC Midtjylland:
De danske mestre kommer til kampen med et uafgjort resultat i bagagen i form af 1-1 mod OB fredag, og nu er det så et vigtigt, vigtigt opgør mod polske Legia, der venter. Før de sidste to gruppekampe har FC Midtjylland sikret sig et godt udgangspunkt og står på seks point, mens Club Brugge er treer i gruppen med fire point.
Jess Thorups tropper vandt det omvendte opgør med 1-0 i Parken i en kamp, hvor Legia var godt med i første halvleg, men hvor FC Midtjylland var det bedste hold i anden halvleg. Nu skal klubben fra Herning og Ikast forsøge at få noget med fra udebaneopgøret mod et hold, der i de første fire kampe kun har fået et enkelt point da det på eget græs blev til uafgjort mod Club Brugge.

For lige at ridse scenarierne op, kan FCM med en sejr sikre sig avancement til knockout-fasen i foråret. Det sker, hvis Club Brugge samtidig ikke slår Napoli på hjemmebane. Spiller FCM uafgjort, skal de 'bare' undgå at tabe hjemme til Club Brugge for at sikre sig videre deltagelse. Taber FCM, er de være afhængig af en sejr i sidste spillerunde, hvis Brugge slår Napoli.

Til opgøret er FC Midtjylland uden målmand Johan Dahlin, Kristian Bak, Rilwan Hassan og Petter Andersson, der alle er skadede. Men ellers er der frit valg på alle hylder for Jess Thorup, der kender til vigtigheden af opgøret og derfor formodes at stille i stærkeste opstilling.

 
Karantæne:
Legia: Ingen
FC Midtjylland: Ingen
 
Bud på startopstillinger:
Legia:

Legia (4-2-3-1): Malarz - Broz, Rzezniczak, Lewczuk, Brzyski - Jodlowiec, Vranjes - Guilherme, Duda, Kucharczyk - Nikolic

FC Midtjylland:

FC Midtjylland (4-1-4-1): Andersen - Rømer, Hansen, Sviatchenko, Novak - Sparv - Royer, Poulsen, Olsson, Sisto - Onuachu

Vidste du, at...:
FC Midtjylland har tidligere haft en polsk spiller i truppen i form af Arek Onyszko. Han har stoppet sin karriere, men faktisk har Legia en spiller med en fortid i dansk fodbold. Angriber Marek Saganowski, 37 år, var i efteråret 2008 udlejet til AaB fra engelske Southampton. Saganowski scorede tre gange og assisterede to gange i de 13 kampe, han spilede for AaB, der på det tidspunkt var danske mestre. Her var han også med i Champions League-kvalifikationen for AaB og scorede ude mod Villareal, der dog slog de daværende danske mestre ud af kvalifikationen.

Dom:
Det bliver en anden kamp end den, der blev spillet i Herning. For det første er FC Midtjylland ikke i lige så god form, som klubben var, da man første gang mødte Legia. For det andet har Legia skiftet træner og spiller nu på hjemmebane. FC Midtjylland skal holde det kompakt og satse på, at individualister som Pione Sisto kan skabe noget. Eller at FCM kan score efter en dødbold. Kan FCM holde Legia fra fadet til at starte med, er forudsætningerne for en sejr gode. Klubben bør jagte en sejr, og vi tror, Jess Thorups tropper slider en 1-0 sejr i land.

Tabel: