Europa League

Hannover parkerer FCK i Gruppe B

FCK smed en 1-0-føring væk og tabte 2-1 hjemme mod Hannover. Der er derfor mørke københavnske udsigter for videre avancement i Europa League.

FC København formåede at smide en 1-0-føring væk på otte minutter og tabte hjemme 2-1 til Hannover. Løverne er dermed i store problemer i Europa Leagues Gruppe B, hvor situationen nu er således, at Hannover - sammen med Standard Liege - har otte point efter fire kampe mod københavnernes fire.

Hjemmeholdet startede kampen bedst med friskt spil, og efter 29 minutter forsøgte N'Doye sig med et skud på kanten af feltet. Desværre for FC København fløj bolden lige akkurat forbi mål.

Bare to minutter efter var det Santin, som var tæt på et føringsmål, da Hannovers målmand, Zieler, på klodset vis puffede bolden ud til brasilianeren, som dog ikke nåede at reagere i ordentlig tid på den kæmpestore chance.

I et 41. minutter var det så Hannovers tur til at være tæt på en scoring, idet norske Moa flot driblede sig vej ned til baglinjen og sendte bolden ind til Stindl, som flyvende sendte sit hovedstød over mål.

Efter 66 minutter kom føringsmålet så, som N'Doye var manden bag. Et hjørnespark blev forlænget og endte i fødderne på angriberen, som banker til bolden, der på vej mod mål rettes af og ryger ind til 1-0.

Men derfra mistede FC Københavns spillere koncentrationen. Fire minutter efter scoringen udlignede Schlaudraff, der udnyttede en alt for fri position til at sparke bolden ind bag Wiland til 1-1.

Og fire minutter efter det gjore Stindl det helt onde ved hjemmeholdet, da han modtog en aflevering i dybden og drønede bolden på flotteste vis ind til kampens resultat, 2-1 til Hannover.

Standard Liege vandt i den anden kamp i Gruppe B med 3-1 ude over Vorskla.