FCK'er efter lodtrækning: Bestemt optimistisk
Illustration
Europa League

FCK'er efter lodtrækning: Bestemt optimistisk

Christoffer Remmer er overvejende positiv efter fredagens Europa League-lodtrækning.

Club Brugge, Torino og HJK Helsinki.

Det er den menu, der venter FC København i Europa League-gruppespillet. En hæderlig lodtrækning for de danske vicemestre, der da også havde den fordel at være havnet i seedningslag et. Og hvis man spørger den pt. skadede højreback Christoffer Remmer, er der da også god grund til københavnske smil efter fredagens lodtrækning i Monaco.

- Jeg er optimistisk. Vi har mødt Club Brugge før og gjort det godt mod dem, og det tror jeg, vi kan gøre igen. Men det er altid svært at spå om, hvad man kan forvente af et europæisk gruppespil, for der kan ske en masse ting. Først og fremmest skal vi have fokus på os selv, siger Christoffer Remmer.

På vejen mod Europa League-gruppespillet tævede Club Brugge blandt andre Brøndby i to kampe, og det satte i hvert fald en streg under belgiernes niveau, men Remmer vil ikke lægge for meget i de overbevisende sejre mod FC Københavns arvefjender.

- Som sagt så har vi mødt Club Brugge tidligere, og det er det, vi skal sammenligne med - ikke hvad Brøndby har gjort. Men jeg synes ikke, man skal have fokus på tidligere resultater, for det kan vi ikke bruge til noget som helst. Det hele handler om de kommende kampe, fastslår FCK-backen, der tror på, at FCK kan avancere fra gruppespillet.

- Det er en målsætning, vi bør have, synes jeg. Jeg er bestemt optimistisk.

Lodtrækningen betyder, at spillere som Jesper Jørgensen, Alexander Farnerud og Michael Tørnes gæster Telia Parken. Sidstnævnte dog kun som tilskuer, da han døjer med en skade.