Europa League

FCK: Den dårligste kamp i år

Der var ikke mange positive vendinger efter kampen mod Vorskla Poltava for FCKs Johnny Thomsen.

Johnny Thomsen, som spiller de europæiske kampe i stedet for Lars Jacobsen, fordi landsholdsspilleren ikke er registreret, er langt fra tilfreds med indsatsen som blev lagt for dagen i gårsdagens kamp mod Vorskla Poltava i Europa League.

- Vi kan vel ikke være vores indsats bekendt. Vi må erkende, at det her var en af de dårligere præstationer. Måske også den dårligste, sagde Johnny Thomsen til DR Sporten efter kampen.

- Vi var for længe om at erkende, at vi ikke kunne spille med lækre førstegangs berøringer, og vi formår ikke at holde os til det, vi har aftalt.

FCK møder i efterårssæsonens sidste kamp den 15. december Standard Liege, som modsat FCK har spillet sig videre fra gruppen. Noget som ærgrer højrebacken.

- Det er jeg da dybt skuffet over, men vi må også erkende, at vi ikke har haft niveauet til det. De to hold, der går videre er bedre end os. Vi må koncentrere os om den hjemlige turnering og vinde den, så vi forhåbentlig kan komme ud og gøre det bedre i Europa næste gang, slutter Johnny Thomsen.