Djiby Fall-klasse på vej til dansk storklub
Der er stadig få dage tilbage at handle spillere i for fodboldklubberne, og
angiveligt vil flere danske SAS Liga-klubber forstærke sig i angrebet inden
transfervinduet smækker i med udgangen af søndag 31. august.
Det er agent Mikael Jakobsson fra firmaet Latigra Football, der kan løfte
sløret for, at flere danske klubber ser nærmere på afrikanske angribere.
- Jeg kan sige, at vi er i kontakt med flere danske klubber som vil forstærke
sig i angrebet. Vi har efterhånden gjort afrikanske angribere til vores
speciale, og der kommer nok til at ske noget inden transfervinduet lukker,
siger Mikael Jakobsson til tipsbladet.dk.
- Der er tale om en af de store danske klubber og et par at de lidt mindre
klubber, som vi er i kontakt med omkring angribere.
Danskeren er i forvejen agent for den senegalesiske OB-spiller Djiby Fall og er ikke bleg
for at kategorisere specielt den ene angriber som værende af samme klasse som
OB-spilleren.
- Specielt spilleren, som den store danske klub er ude efter, vil jeg sige har Djiby
Fall-klasse, men de andre spillere er bestemt også gode, siger Mikael
Jakobsson.
Mikael Jakobsson ønsker ikke at sætte navn på hvilke danske klubber det drejer sig om eller hvem spillerne er, men det er ingen hemmelighed, at klubber som FC København og AC
Horsens er på udkig efter en fysisk stærk spiller til den forreste række.
Agenten venter at høre nyt fra de danske klubber i løbet af de kommende dage
og forventer at der vil blive handlet. Ingen af de måske kommende angribere er
endnu i Danmark, men som Mikael Jakobsson siger:
- Tingene kan jo gå hurtigt i de sidste dage af et transfervindue.