Landshold

Retov frikender Meulensteen

Det var ikke Rene Meulensteens skyld, at opholdet i Brøndby blev en kæmpe fiasko. Klubben havde solgt ud, og havde ganske enkelt ikke format til mesterskabskamp, mener Martin Retov.

Tipsbladet mødte Martin Retov i hans nye liv som udenlandsprofessionel i den nordøsttyske klub Hansa Rostock. Selvom Brøndby - i hvert fald for en stund - er fortid, spurgte vi ind til forholdene i klubben og specielt situationen fra 2006, hvor Manchester Uniteds nuværende assistenttræner, Rene Meulensteen, kom, så og fejlede på vestegnen.

Hvordan kunne det gå så galt i Brøndby, da Rene Meulensteen kom til?
- Der er én ting, som skinner helt igennem, og det er det salg, der var den sommer, hvor klubben solgte en fem seks profiler, og der ikke blev købt noget ind. Selvfølgelig blev der købt lidt ind, men det var lottokuponer. Vi solgte Thomas Kahlenberg, Johan Elmander, Morten Skoubo, Jonas Kamper, Daniel Agger, Andreas Jakobsen, Mattias Jonsson inden for et år, og dertil blev der købt nogle spillere, som jeg ikke tror, Brøndby havde set live. Det var helt grundlæggende, at vores niveau gik fra at være et tophold i Danmark til at være fem-seks stykker. Længere var den ikke, og der er ikke nogen undskyldninger.

- Det synes jeg egentlig også, ledelsen har taget på sig og indrømmet, at der blev lavet fejl. Jeg tror ikke, man var parat til Michaels og Johns (Laudrup og "Faxe" Jensen red.) afgang, og jeg tror, man forventede, at de ville forlænge. Så kommer Rene Meulensteen indover, og han hentede spillere, som var total ukendte, og de skulle altså også lige nå at vænne sig til Danmark.

- Jeg sad for noget tid siden og kiggede på et holdbillede sammen med Kim Daugaard, hvor vi sammenlignede 2005-holdet med 2007-holdet, og der var kun fire gengangere. Når der kommer sådan en udskiftning, så går det for meget ud over det sportslige, og det var meget voldsomt i den periode.

Se hvad den anderledes træningsfacon betød for Brøndby.