Landshold

FCK narret til sidst

FCK havde bolden i nettet to gange, men tabte alligevel 1-0 i aftenens træningskamp mod West Ham.

FCK spillede her til aften træningskamp mod de engelske Premier League-nedrykkere fra West Ham, og den kom London-holdet bedst ud af. FCK scorede to gange, men fik begge mål annulleret, og så vandt West Ham 1-0 på et mål scoret kort før tid.

Første uheldige FCK' er var nyindkøbet Pape Pate Diouf, der optrådte i Parken for første gang. Efter 52 minutter fik han sendt bolden i nettet efter at være kommet fri i feltet, men målet blev annulleret for offside.

14 minutter senere var det hjemvendte Morten Nordstrand, der måtte se sit mål annulleret. Johan Absalonsen sendte et flot indlæg i boksen, som Christian Bolaños flugtede mod mål. Nordstrand var over returen, som han gled i mål, men dommeren underkendte korrekt målet, fordi West Ham-keeperen havde fat i bolden, da Nordstrand satte sin tackling ind.

I stedet var det gæsterne, der snuppede sejren til sidst. 21-årige Freddie Sears drev forbi FCK-forsvaret og satte bolden forbi Johan Wiland og scorede dermed kampens eneste legale mål.

Næste opgave for FCK er på lørdag mod OB, mens West Ham åbner deres sæson officielt 7. august på hjemmebane mod Cardiff.