Solbakken: Kampen forbi efter fem minutter
Illustration
Champions League

Solbakken: Kampen forbi efter fem minutter

Ståle Solbakken var skuffet, men afklaret efter det klare nederlag til Leverkusen.

FC København troede formentlig på, at de kunne skabe miraklet, før de gik på banen for at møde Bayer Leverkusen, men der var ikke spillet mange minutter, før det stod klart, at de danske vicemestre ikke havde en jordisk chance på BayArena.

Da der var spillet 90 minutter, kunne Leverkusen fejre en 4-0-sejr og dermed videre avancement til Champions League med sammenlagt 7-2 over FC København. I kølvandet på blamagen er der da heller ingen dumme undskyldinger fra manager Ståle Solbakken.

- Der er ikke så meget at sige. Kampen var jo forbi efter fem-seks minutter, hvor der stod 2-0, og derefter handlede det om at fuldføre kampen og tanke noget international erfaring. Det er store personlige fejl, som sender os skakmat, før kampen overhovedet er startet. Det må vi leve med og gøre det godt i Europa League og komme i gang i den hjemlige liga. Mellem felterne var det ikke så galt, siger Solbakken til TV3+ og fortsætter:

- Det er svært at analysere, når man starter kampen med at komme bagud 0-2, men sådan er det. Vi får at se, hvor gode vi er, når vi har spillet Europa League. I dag møder vi et hold, som er bedre end os, men imellem felterne er forskellen ikke så stor, som den er i felterne.

FC København skal forsøge at rejse sig på søndag, når holdet møder OB.