Ronaldo henrykt over første Anfield-kasse
Illustration
Champions League

Ronaldo henrykt over første Anfield-kasse

Cristiano Ronaldo var glad for sejren og sit mål, der var portugiserens første mål nogensinde på Liverpools hjemmebane.

Da James Rodriguez sendte bolden frem til en fremadstormende Cristiano Ronaldo, der flot sendte bolden i mål med en hurtig afslutning for næsen af Martin Skrtel, markerede det på samme tid et højdepunkt for Real Madrids verdensstjerne. Det var således Ronaldos første mål nogensinde på Anfield. Tidligere har Ronaldo nettet to gange mod Liverpool, men aldrig på de rødklædtes hjemmebane.

Efter de 90 minutter var Ronaldo forståeligt nok en glad mand. Både for sejren, men også målet gjorde indtryk på ham.

- Det var specielt. Det var mit første mål her på Anfield, så det er jeg meget stolt af. Vi vidste før kampen, at Anfield ville blive et svært sted at spille, men jeg synes, vi gjorde det fantastisk specielt i de første 45 minutter, siger Ronaldo til Sky Sports.

Karim Benzema lavede de to øvrige mål mod Liverpool, og det gav en samlet sejr på 3-0 i England, og Real Madrid nærmer sig sikkert en kvalifikation til ottendedelsfinalen med halvdelen af gruppespillets kampe overstået.

- Vi har ni point nu, så 75 procent af kvalifikation er klaret, siger Ronaldo.

Real Madrid har tidligere i gruppespillet banket Basel med 5-1, mens Ludogorets blev besejret med 2-1 på udebane. Næste opgave i Champions League er den fjerde november, hvor Liverpool gæster Santiago Bernabeu i Madrid til det andet opgør.