Pellegrini hylder sin matchvinder: De Bruyne er den perfekte spiller
Foto: Jon Super/Polfoto
Champions League

Pellegrini hylder sin matchvinder: De Bruyne er den perfekte spiller

Manuel Pellegrini lovpriste Kevin De Bruyne efter det afgørende mål i overtiden mod Sevilla.

Manchester City holdt snor i Juventus i Champions Leagues Gruppe D, da de besejrede Sevilla med 2-1 onsdag aften. 
 
Men sejren kom i land med hiv og sving, da Kevin De Bruyne så sent som to minutter inde i overtiden scorede sit første mål for Manchester City i Champions League.
 
Manuel Pellegrini valgte undervejs at flytte den 24-årige belgier i front, hvilket altså gav pote, og efter kampen sendte manageren store roser til sin spiller.
 
- Vi købte Kevin, fordi vi mente, at han var en meget kreativ spiller, og fordi han har mål i sig.
 
- Dette hold forsøger altid at spille attraktiv og offensiv fodbold, og for at det kan lade sig gøre, har man brug for gode spillere. På alle mulige måder mener jeg, at han er den perfekte spiller til vores hold, siger Manuel Pellegrini ifølge fifa.com.
 
Manchester City med seks point er stadig et enkelt point efter førerholdet Juventus, mens Sevilla og Borussia Mönchengladback har henholdsvis tre og et point efter tre kampe.