Champions League

J. Jørgensen: Vi skal dominere FCK

Onsdag står slaget mellem FC København og danskerklubben Club Brügge om at komme i den sidste playoff-runde til Champions League

Efter et uafgjort 0-0-resultat sidste onsdag i København skal der scores i returkampen, og Club Brügges danske midtbanespiller, Jesper Jørgensen, håber naturligvis på belgisk dominans.

- Jeg tror, det bliver en meget taktisk kamp meget lig den i København, hvor ingen hold ville blotte sig. Men vi kan forhåbentlig sat tryk på FCK og få boldbesiddelsen, og så tror jeg, vi kan vinde kampen, siger han til tipsbladet.dk.

Club Brügge har fået en rigtig fin start på den belgiske Jupiler-liga og topper aktuelt rækken, og det er også noget, der påvirker holdet i positiv retning

- Stemningen i truppen er god, vi har seks point efter to kampe, og vi fik et acceptabelt resultat i København. Men vi skal stadigvæk ramme niveauet eller et højere for at slå FCK.

Jesper Jørgensen var ikke med i den første kamp, og han er stadig så langt fra en klarmelding, at han heller ikke kommer med i onsdagens returopgør.

- Jeg håber at være klar til at træne i næste uge og så forhåbentlig spille kamp om to-tre uger. Men jeg tager det stille og roligt, der er mange ting, der kan ændre sig, men lige nu ser det godt ud, siger han.

Udover Jesper Jørgensen har Club Brügge Jim Larsen og Niki Zimling i truppen, der begge optrådte i den første kamp. Sidstnævnte er dog tvivlsom til den forestående kamp, da han ifølge klubbens hjemmeside har pådraget sig en forstuvning.

Returkampen mellem Club Brügge og FC København spilles på onsdag kl. 20.30.