Werder Bremen-træner: Vestergaard var den, vi ledte efter
Foto: Fredrik von Erichsen/Polfoto
Bundesliga

Werder Bremen-træner: Vestergaard var den, vi ledte efter

Jannik Vestergaard kommer til at få en fremtrædende rolle på Werder Bremen-holdet, og den danske forsvarsspiller skal være med til at sikre, at den tyske klub ikke rykker ud af Bundesligaen.

De er under pres, Werder Bremen. For efter mange sæsoner med med et hold i toppen af Bundesligaen, er klubben nu at finde i den nederste halvdel af den bedste række i Tyskland. Werder Bremen er i øjeblikket tredjesidst, og skulle klubben ende på den placering, når Bundesligaen slutter til sommer, skal klubben i nedrykningsspil.

Så skidt kommer det måske ikke til at gå, for klubben forstærkede sig i løbet af ugen med den danske forsvarsspiller Jannik Vestergaard. U/21-landsholdets anfører skiftede fra Hoffenheim - hvor det til sidst ikke blev til meget spilletid - til Werder Bremen, og i Bremen er der stor tro på, at 22-årige Jannik Vestergaard er den spiller, klubben har manglet.

Danskeren er tiltænkt en nøglerolle i forsvaret.

- Jeg har et rigtig godt indtryk af ham, (Jannik Vestergaard, red.) han har gjort det godt. Det var ham, vi ledte efter, siger Werder Bremen-træner Viktor Skripnik på sit pressemøde forud for mødet med Hertha Berlin søndag i Bremen.

Viktor Skripnik sagde ikke, hvorvidt Jannik Vestergaard spiller fra start, når Bundesligaens forårssæson går i gang.

Foråret skydes i øvrigt i gang med et møde mellem nummer et og nummer to, når Wolfsburg og Nicklas Bendtner får besøg af topholdet FC Bayern München fredag aften.