Hjulmand om manglende mål: Som en flaske ketchup
Foto: Polfoto
Bundesliga

Hjulmand om manglende mål: Som en flaske ketchup

Kasper Hjulmand og Mainz tager i weekenden hul på foråret, og her håber danskeren, at der bliver scoret flere mål.

Blot 19 mål i 17 kampe er det blevet til for Mainz i denne sæson i Bundesligaen, men spørger man træner Kasper Hjulmand er det mere et spørgsmål om held end forstand. For målene skal nok komme, mener Kasper Hjulmand, der allerede er begyndt at charme sig ind på den tyske presse med sin evne til at være lunefuld på det tyske sprog. Han peger nemlig på, at angriberne nok skal få lavet nogle mål - de skal bare lige have hul på bylden.

- Det er ligesom en flaske ketchup. Det er svært at få ud, men når der først er hul, kommer det også for alvor ud, siger Kasper Hjulmand til det tyske fodboldsite Kicker.

Den danske træner har tidligere onsdag offentliggjort indkøbet af Nicolas Castillo, der var topscorer i Club Brugge og med til at slå FC København 4-0 i Telia Parken. Den nye angriber skal være med til at få netmaskerne til at blafre, men han skal dog ikke forvente at starte inde, når forårssæsonen skydes i lørdag, hvor Paderborn gæster Mainz.

Japanske Shinji Okazaki har scoret ni af de 19 mål, men han er skadet og tvivlsom til mødet med Paderborn.

Mainz er nummer 12 i Bundesligaen, men der er kun ét point ned til Werder Bremen, der indtager positionen som nummer 16 i Bundesligaen. Den position udløser playoff-kampe om nedrykning til den næstbedste række i Tyskland.