Bundesliga

Brøndby-talent får fire år i Hoffenheim

Brøndbys 17-årige forsvarstalent Jannik Vestergaard skriver i eftermiddag under på en fire-årig kontrakt med Bundesliga-klubben Hoffenheim.

Det 17-årige Brøndby-talent Jannik Vestergaard skriver i dag kontrakt med den tyske Bundesliga-klub Hoffenheim. I følge tipsbladet.dk's oplysninger er Vestergaard nemlig lige nu i Tyskland for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, og hvis det forløber uden problemer, så underskriver Vestergaard i eftermiddag en fire-årig kontrakt.

Jannik Vestergaard skal i første omgang indgå i Hoffenheims U/23-setup, indtil han om et par år skulle være klar til at konkurrere om pladserne på Bundesliga-holdet.

Vestergaard er et stort forsvarstalent, der huserer i det centrale forsvar og som har spillet fire kampe for U/18-landsholdet. I den forgangne sæson har han udover sine forsvarsmæssige færdigheder vist stor målfarlighed, idet han har nettet fire gange i U/19-ligaen.

Hoffenheim betaler en ukendt overgangssum for Jannik Vestergaard, der havde et år tilbage af sin kontrakt med Brøndby og som den 3. august fylder 18 år. Tipsbladet.dk har haft fat i forsvarerens agent, der dog ikke vil bekræfte skiftet.

- Jeg har ingen kommentarer til de oplysninger, siger Vestergaards agent Frank Hansen.