Officielt: Michael Tørnes rykker til Holland
Foto: ob.dk
Benelux

Officielt: Michael Tørnes rykker til Holland

Ganske som ventet skifter Michael Tørnes til den hollandske klub Vitesse.

Tirsdag bekræftede den hollandske Æresdivisionsklub Vitesse, at de var tæt på at lukke en aftale med den danske keeper Michael Tørnes. Den aftale er lukket nu, og dermed er den 30-årige tidligere OB-målmand nu Vitesse-spiller.  Det bekræfter klubben på sin hjemmeside. 

Michael Tørnes har underskrevet en toårig kontrakt med klubben. Han forklarer, at han glæder sig til at få en ny oplevelse et nyt sted i Europa. 

- Efter alle de år i de skandinaviske ligaer, ville jeg prøve kræfter med en udfordring andetsteds i Europa. Min første oplevelse i Vitesse gik rigtig godt.  Nu glæder jeg mig til at bo i Holland, og konkurrere med de andre keepere, siger danskeren til klubbens hjemmeside. 

Også i klubben er man tilfreds med tilgangen af en så erfaren keeper. 

- Vi havde Michael med på træningslejr,  hvor vi så ham i aktion. Han efterlod et godt indtryk. Han har meget erfaring, og med tilgangen af Michael har vi mange muligheder på målmandsposten, fortæller klubbens tekniske direktør, Mo Allach. 

Michael Tørnes nåede i alt op på 73 Superliga-kampe for henholdsvis Brøndby og OB, og om det engang bliver til flere, må tiden vise. Nu gælder det Holland.