Dolberg: Jørgensen er Danmarks bedste angriber
Foto: Ajax
Benelux

Dolberg: Jørgensen er Danmarks bedste angriber

Kasper Dolberg kalder Nicolai Jørgensen Danmarks bedste angriber. Han håber imidlertid, han en dag kan overtage hans plads på landsholdet.

Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen stod søndag ansigt til ansigt, da Ajax og Feyenoord tørnede sammen i den såkaldte ”de Klassieker” i hollandsk fodbold, og det var så afgjort den unge Ajax-angriber, der løb med overskrifterne i topkampen.

Efter 55 minutter bragte Dolberg gæsterne foran 1-0 med et elegant lille lob over Feyenoord-keeperen, og den danske komet lignede en matchvinder, men få minutter før tid udlignede Dirk Kuyt for det ubesejrede hjemmehold. Kasper Dolbergs succes har ikke overraskende startet en heftig debat om, hvorvidt Ajax-spilleren bør udtages til det danske landshold, hvor han i så fald skal konkurrere med netop Nicolai Jørgensen.

Spørger man hovedpersonen selv, er Nicolai Jørgensen dog helt fortjent foran ham på Åge Hareides liste.

- Han er Danmarks angriber nummer et, og jeg kan sagtens forstå hvorfor. Jeg kender ikke Nicolai personligt, men jeg kender ham naturligvis fra Feyenoord, FC København og det danske landshold. Han er fysisk stærk, hurtigt og generelt bare en god angriber, der scorer mange mål, siger Kasper Dolberg til De Telegraaf.

Han håber, at han en dag kommer til at være en lige så vigtig faktor på det danske landshold, som Nicolai Jørgensen er i disse år.

- Jeg er stadig ung. Men det ville være en ære at efterfølge ham på det danske landshold, lyder det fra 19-årige Dolberg.

Nicolai Jørgensen har i denne sæson scoret syv mål i Æresdivisionen, og dermed er han delt topscorer i ligaen. Kasper Dolberg står noteret for fem fuldtræffere.