Dansk matchvinder meldt til politiet
Foto: Christer Holte/Polfoto
Benelux

Dansk matchvinder meldt til politiet

Lukas Lerager blev i weekenden matchvinder for Zulte Waregem, og det fejrede han i stor stil. Så stor, at han er blevet meldt til politiet.

Lukas Lerager endte som den helt store helt for Zulte Waregem, da klubben i weekenden forsvarede sin førsteplads i den belgiske liga med en 3-2-sejr over KV Mechelen. Først satte den tidligere Viborg-spiller gang i sin klubs comeback, da han reducerede til 1-2 efter 51 minutter, og i de døende sekunder blev han matchvinder med målet til 3-2.

Scoringen blev naturligvis fejret på behørig vis af den 23-årige dansker. Så behørigt, at han nu risikerer en staf.

Efter at have banket bolden op i krydset fra tæt hold løb Lerager ud bag baglinjen og gestikulerede op til KV Mechelens fans. Det har nu ført til, at han er blevet politianmeldt for provokerende opførsel. Således måtte der efterfølgende tilkaldes ekstra vagter til det tribuneafsnit, hvor hjemmeholdets fans befandt sig, skriver Het Nieuwsblad.

Zulte Waregem og Lukas Lerager topper den belgiske liga med fire point ned til Anderlecht.