Dansk Ajax-scout får livstidskontrakt
Illustration
Benelux

Dansk Ajax-scout får livstidskontrakt

Ajax og sportsdirektør Marc Overmars har givet John Steen Olsen hånd på, at han kan forblive klubbens scout i Skandinavien, så længe han har kræfter til jobbet.

Zlatan Ibrahimovic, Jesper Grønkjær, Christian Eriksen, Viktor Fischer og senest den helt unge Marcus Bay.

Dette er blot nogle af de navne, som den danske scout John Steen Olsen har hjulpet med at finde til Ajax i sine 16 år i klubben. 

Hos Ajax er man da også så glad for 71-årige Olsens arbejde, at man har valgt at forlænge samarbejdet med danskeren på ukendt tid. Og det er selvom klubben egentlig har en alderspolitik, hvor ingen må være mere end 65 år gammel.

John Steen Olsen har således fået ord for, at han kan blive lige så længe, han har kræfter til det.

- Tja, jeg var da lidt nervøs, da jeg blev kaldt derned til et møde for nylig med to af de ledende, Marc Overmars og Edwin van der Sar. Det startede heller ikke for lovende, da Overmars takkede mig på klubbens vegne, og oplyste at min kontrakt jo var udløbet og at jeg som 71-årig ikke var helt ung længere, fortæller han til Hvidovre Avis.

- Mange gamle landsholdsspillere vil gerne have dit job, sagde han, - og jeg sank selvfølgelig helt ned i kulkælderen. Men så kom det forløsende.

- Du har betydet meget for klubben, og kan blive som Skandinavien-scout for Ajax så længe du har lyst og kræfter, og bestemmer selv hvilke kampe og spillere du vil se, fortæller Ajax-scouten.