Bjelland starter individuelt træningsprogram
Illustration
Benelux

Bjelland starter individuelt træningsprogram

Den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland er tilbage i en let træning. Han spiller dog ikke onsdag aften, hvor Twente møder Go Ahead Eagles i den hollandske cupturneringen.

Twente-anfører og landsholdsspiller Andreas Bjelland fik vejrtrækningsproblemer før weekendens kamp mod Excelsior. Det betød, at danskeren ikke kunne spille og i stedet måtte se kampen var tribunen. Klubbens træner fortalte, hvordan der var panik i omklædningsrummet, da Bjelland fik problemer, men holdets læge fik ro på situationen, og efter kampen blev Bjelland kørt til tjek på et hollandsk hospital.

Her fik Bjelland lavet en masse prøver, men endnu er der ikke kommet svar på prøverne. Den danske forsvarsspiller er så småt tilbage i træning - klubben har meldt ud, at Bjelland starter på en let og individuel træning.

- Andreas Bjelland er ikke en del af truppen til kampen mod Go Ahead Eagles (onsdagens cupkamp, red.). Kaptajnen - som ikke spillede mod Excelsior, fordi han havde store problemer med at trække vejret - er startet på et individuelt træningsprogram. Og resultaterne af nogle undersøgelser forventes at komme i løbet af et par dage, er meldingen fra den hollandske klub Twente.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med 26-årige Andreas Bjellands agent Michael Steengaards. Der er fortsat ikke nyt omkring prøverne, men forventningen er, at situationen omkring Bjelland ikke er alt for slem - hvilket nok er udmærket bevist af, at Bjelland træner igen i den hollandske klub.

Twente spiller igen i weekenden, hvor Heerenveen kommer på besøg til et opgør i den hollandske Æresdivision.