Vejle-træner optimistisk forud for AGF-kamp
Foto: Martin Lehmann/Polfoto
1. division

Vejle-træner optimistisk forud for AGF-kamp

Vejle-træner Klebér Saarenpää vil udnytte AGF's svagheder i de defensive omstillinger, når de to hold mødes i morgen i Nørreskoven.

Søndag er AGF gæster i Vejle i en kamp mellem to hold med hver deres dagsorden. Hjemmeholdet skal rykke yderligere fri af nedrykningsstregen, mens århusianerne kæmper om oprykning til Superligaen. 

Vejles træner Klebér Saarenpää erkender, at AGF har mange strenge at spille på, men han tror på chancerne i kampen.

- AGF har deres styrker i possession spillet. De er meget stærke med bolden og i deres opbygningsspil og især kombinationerne på den sidste tredjedel er farlige, og der skal vi være skarpe. De er ikke så hurtige defensivt i modstandernes omstillinger, og det er et de få svage punkter omkring AGF vi er opmærksomme på. Vi har en plan for hvor og hvordan vi kan ramme AGF.

- Det er vigtigt vi optræder meget tålmodigt i vores forsvarsspil og ingen bryder ud af vores organisation og begynder at presse selv, for så opstår der rum til AGF. Vi står overfor et stærkt AGF-hold med dygtige spillere, men særligt bemærker jeg Kim Aabech og Jens Jønsson. Mate Vatsadze er måske lidt en overset spiller på AGF-holdet, trods de mange mål. Mate har en evne til at stå det rette sted på det rette tidspunkt, og han har reddet mange point til AGF.

- Vi skal ud og rejse os mod AGF. Mod AB blev vi i perioder overmatchet på energi og fight i den første time, og det må ikke ske igen. Vi skal sætte vores eget spil og se om vi kan udnytte AGF’s svagheder. Vores attitude var ikke dårlig i onsdags, men hvis vi kommer rigtigt ud, så har vi også gode chancer mod AGF for at vinde kampen. Vejret ser ud til at blive godt, og kulisserne ser perfekte ud med banens tilstand og de mange tilskuere der forventes så jeg tror publikum kan forvente en god kamp, siger Klebér Saarenpää til Vejles hjemmeside.

Inden kampen ligger Vejle nummer otte i 1. divison og AGF nummer to.