1. division

Sporløs: Bomberen fra Adriaterhavskysten

Han rykkede mål ind på samlebånd i 1. division, og med lidt mere transfer-held kunne han også være endt som Superliga-profil.

Dagens sporløse fodboldspiller kræver en lidt nærmere præsentation for alle dem, der ikke nærstuderede københavnsk divisionsfodbold i begyndelsen og midten af sidste årti.

Ikke at han ikke fortjener opmærksomheden, for han scorede cirka i hver anden kamp og var meget savnet, da han drog videre til udlandet igen. Men navnet Mirko Selak ligger noget langt tilbage, og ingen i Fodbolddanmark havde sikkert hørt om ham, hvis det ikke var for Fujistu Siemens.

Firmaet var omkring årtusindskiftet sponsor i Østerbro-klubben B93, og efter nedrykningen til 1. division i sommeren 1999 besluttede klubben foråret efter at forsøge at vende hurtigt tilbage til Superligaen.

Med sponsorens penge lejede man målmanden Vedran Covic samt den 22-årige angriber Mirko Selak for forårets sidste kampe. Det lykkedes ikke at rykke op, men begge gjorde det så godt, at B93 besluttede sig for at købe begge mand af deres kroatiske klub Mostar.

Selak viste sig hurtigt at have evnen til at finde det rigtige sted i feltet og sende en god afslutning afsted, og efter 13 mål for B93 ville Frem have kroaten.

Det viste sig at være særdeles fornuftigt, for også i Frem, der dengang havde større ambitioner og budget end B93, havde Selak relativt nemt ved at komme til scoringer i 1. division.

Faktisk gik Selak amok i mål med 42 mål i 58 1. divisionskampe på to sæsoner, og da han havde sparket Frem til oprykning til Superligaen, skulle arbejderklubben fra Valby arbejde hårdt for at få en ny toårig kontrakt med kroaten i konkurrence med andre danske og udenlandske klubber.

Samme sommer fortalte FC Nordsjælland-træner Christian Andersen, at han godt kunne tænke sig at hyre kroaten, og det forstod man, da Selak i sin niende kamp i Superligaen scorede sit mål nummer tre, fire og fem i en 5-1 sejr over netop FCN, hvilket gav Ebbe Skovdahl en fremragende start som ny Frem-cheftræner.

Frem rykkede dog ned igen, og Selak rejste til Sydkorea for at se, om han kunne spille sig til en kontrakt. Det lykkedes ikke, men Selak fortsatte med at gøre sig bemærket med 14 mål i 1. division i 2004/2005, hvorefter hans kontrakt udløb.

Der forsvinder han ud af radaren i dansk fodbold, og der begynder problemerne også for den kroatiske angriber. Han skrev kontrakt med den ukrainske klub Metalurh Zaporizhya, men straks efter fortrød kroaten og bad om at komme tilbage til Frem. Ukrainerne krævede cirka en million kroner for angriberen, hvilket Frem hverken kunne eller ville betale, så Selak blev og spillede 32 hjemlige kampe og to UEFA Cup-kampe for den ukrainske klub, der spillede i landets bedste række.

De to UEFA Cup-kampe og højdepunkter var mod den græske storklub Panathinaikos i sensommeren 2006, hvor Selak var inde i varmen hos Metalurh og spillede det meste af begge opgør, som ukrainerne samlet tabte 1-2.

I 2007 vendte Selak tilbage til Kroatien og spillede for NK Istra og NK Mosor, to mindre klubber der begge ligger i havnebyen Split, som Selak kommer fra.

Derefter tilbragte han halvandet år i de små græske klubber Anagennisi Artas og Anagennisi Karditsa, før han som 31-årig rykkede hjem til den lille provinsklub HNK Zmaj, der ligger på Adriaterhavskysten 60 km syd for Split.

34-årige Selak har nu trappet ned for karrieren og bor i sin fødeby Makarska.