Johnny Mølby offentliggjorde i weekenden, at han stopper som træner i AC Horsens. Nu har klubben så fået trænerfremtiden på plads. Som ventet har de ansat Brønshøjs træner Bo Henriksen, der har fået en tre-årig kontrakt.
- AC Horsens er en fantastisk klub med muligheder og forudsætninger, der er unikke, og klubben har en historie og visioner, jeg gerne vil være en del af. Jeg har haft et brændende ønske om kontinuitet, og jeg har fået et indtryk af AC Horsens som en klub, der har styr på basis og ved, hvor vi skal hen, så det kan jeg få opfyldt i AC Horsens.
- AC Horsens har skabt en klub og et fællesskab på baggrund af hårdt arbejde, og jeg er en arbejdsmand, der vil arbejde stenhamrende hårdt på at lave resultater. Passion er et af nøgleordene, når jeg tænker på AC Horsens, og der er en hel by, der vil bakke op om klubben. Det skal afspejle sig i resultaterne, for vi har opbakningen og rammerne til det, og så er det op til os i klubben at komme i mål, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Direktør Henrik Ravn mener, han har ansat den helt rigtige mand for AC Horsens. I Henriksen får de en træner, der vil gå gennem ild og vand for klubben.
- Jeg har haft flere samtaler med Bo Henriksen, og han er en mand, der vil gå igennem ild og vand for AC Horsens, og det har været vigtigt for os. Hårdt arbejde skal gennemsyre alt i vores klub, og Bo Henriksen har tilbragt de seneste mange sæsoner i en arbejderklub, der har mange af de værdier, vi også sætter pris på. Han er kendt for at arbejde målrettet og hårdt for at nå sine og klubbens mål, og fodboldfagligt er han meget dygtig. Det er imponerende, hvad han har udrettet i Brønshøj, og han bliver en vigtig mand for AC Horsens i den genopbygningsfase, vi skal igennem, siger Henrik Ravn.
Bo Henriksen tiltræder i sit nye job til sommer og gør dermed sæsonen færdig i Brønshøj.