Jønsson: Der er interesse fra andre sider
Illustration
1. division

Jønsson: Der er interesse fra andre sider

Jens Jønsson vil gerne blive i AGF, selvom der er interesse fra andre klubber. Det kræver dog, at der bliver spilletid på midtbanen.

21-årige Jens Jønsson har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt med Superliganedrykkerne fra AGF, og endnu har der ikke været gang i forhandlingerne om en ny kontrakt.

I AGFs nye sportslige ledelse ser man dog gerne, at Jønsson bliver i den klub, som han har spillet i siden 2005, og hovedpersonen selv vil dog også helst blive i AGF, hvis der altså bliver plads til ham på den foretrukne position på midtbanen.

- Jeg har haft en samtale med Morten og han har sagt, at han gerne vil have mig i klubben. Så nu må vi se om vi kan finde frem til en aftale. For mig er det alfa omega, at jeg kommer til at spille på midtbanen ellers vil jeg ikke være her, siger Jens Jønsson til Århus Stiftstidende.

Jens Jønsson understreger dog samtidig, at der er interesse fra andre klubber. 

- Jeg har et halvt år tilbage af min kontrakt og koncentrerer mig derfor fuldt om det, men jeg ved også, at der er interesse for min person fra andre sider. Det bruger jeg dog ikke så mange ressourcer på lige nu, for jeg vil helst blive i AGF, lyder det fra Jønsson.

Jønsson fortæller endvidere, at det er med i tankerne, at en tilværelse i landets næstbedste række kan koste ham pladsen på det danske U21-landshold, men at han samtidig har været glad for de første to uger af opstarten under den nye cheftræner Morten Wieghorst.