Hobro rykker op i Superligaen efter smal sejr
Illustration
1. division

Hobro rykker op i Superligaen efter smal sejr

Hobro vandt søndag eftermiddag 1-0 over Brønshøj på udebane, og dermed rykker holdet sammen med Silkeborg IF op i Superligaen.

Hobro IK kan se frem til store udfordringer efter sommerpausen, for her byder den kommende sæson på Superliga. Det står klart efter, at holdet i dag besejrede Brønshøj med 1-0 på udebane efter en tæt kamp med flere chancer til begge hold.

Efter en målløs første halvleg bragte Mads Justesen lige efter pausen de medrejsende Hobro-fans i drømmeland med sit mål til 1-0. Den stilling holdt kampen ud, og dermed tager Hobro alle tre point og skaber afstand til Lyngby BK, der spiller mod Vejle BK. Den kamp gik i gang 20 minutter senere de øvrige kampe i den næstsidste runde i NordicBet Ligaen på grund af forsinkelser, men den kamps udfald er ligegyldigt i forhold til Hobros oprykning, da Hobro med dagens sejr har fem point ned til netop Lyngby BK på tredjepladsen, og med én kamp tilbage kan de ikke nåes.

Silkeborg IF spillede 1-1 mod HB Køge, mens AC Horsens storsejrede med 5-2 over Hvidovre. Vendsyssel vandt 3-1 over AB, og det gør nedrykningsspillet endnu mere spændende. Med én kamp tilbage har både Vendsyssel og AB nemlig 35 point, mens Hvidovre har 36 point. Marienlyst på sidstepladsen er allerede rykket ned.