Boysens forår: Tilråb gjorde mig stærk
Foto: Jens Dresling/Polfoto
1. division

Boysens forår: Tilråb gjorde mig stærk

OPRYKNINGSKAMPEN: David Boysen blev for et par år siden offer for en række antisemistiske tilråb under kampe for Lyngby BK. Her fortæller han nærmere om de tanker, han havde, da det var på sit højeste, og hvordan han har det med episoderne i dag.

Lørdag klokken 15.00 spiller Lyngby BK mod HB Køge på hjemmebane.

Jeg er en kristen mand. Konfirmeret i Danmark og det hele, men hvis nogen spørger mig, om jeg er jøde, så svarer jeg ja. Jeg vil bestemt ikke gå og skjule min baggrund, ligesom om jeg måske skulle forsvare det. Jeg føler mig ikke som jøde, men mere som en halvisraeler. Det er det, der betyder noget for mig.

Min familie er både kristen og jødisk. Min mors side er kristen, mens min fars er jødisk, og dét, der betyder noget for mig, er, at størstedelen af min familie er israelere. Religion er ikke noget, jeg går sindssygt meget op i, vil jeg ærligt indrømme. Hvis du spørger mig, så vil jeg gerne svare, men udover det, så tænker jeg ikke så meget på det.

Der skete noget for mig for et par år siden. Nu er det et overstået kapitel for mig, men jeg går ikke og gemmer det. Jeg vil bare helst ikke have, at hver gang jeg udtaler mig om noget i min fodboldkarriere, så kommer det til at stå nede i bunden af artiklen, at jeg for et par år siden var ude for nogle voldsomme oplevelser med tilråb fra nogle tilskuere, der også var rettet mod min familie.

Den eneste grund til, at jeg blev berørt af det dengang, var min familie. Det tog jeg til mig, og min lillebror var meget berørt af det, kan jeg huske. Lyngby Boldklub og politet kom hurtigt ind over, og så var det reelt set ude af mine hænder, men hvis jeg skal sige noget om de personer, der gjorde det, så vil det nok være, at det ikke er dem, du skal bede om hjælp til din kryds-og-tværs.

Både klubben, og de fans, der viste sig at være rigtige fans, var en super god hjælp for mig og min familie efterfølgende. Det endte nærmest med at blive en positiv historie for klubben, at de tog så godt hånd om episoderne. Jeg begyndte også selv at spille bedre efter det. Jeg er ikke overtroisk på nogen måde, men det var, som om jeg fik kickstartet min Lyngby-karriere for alvor. Jeg kom stærkt ud af det.

Der var også en del, der snakkede om, at jeg skulle væk fra Lyngby efter episoderne. Det var aldrig noget, jeg havde overvejet. Det var jo heller ikke for sjov, at jeg i sommer tog tilbage fra Viborg. Lige på aftenen, hvor det skete, kunne jeg nok have fundet på hvad som helst, men det havde jo ikke noget med klubben at gøre. Det var mere det, der var sket, og jeg faldt hurtigt til ro igen og genvandt fatningen. Jeg synes faktisk, at Lyngby kan være et forbillede for mange i forhold til andre steder og situationer, som jeg har hørt om.

Jeg er overhovedet ikke bange for, at det sker igen, og der har heller ikke været noget siden. Jeg gider ikke leve med en frygt om, at det kan ske igen. Det får jeg ikke noget ud af. Jeg skal selvfølgelig være forberedt på lidt af hvert, men da jeg dengang reagerede på det, var det heller ikke første gang, det var sket. Jeg kan sagtens tåle, hvis der er en, der råber, at jeg er dårlig eller sådan noget. Det sker i ny og næ, og det er en del af fodbold. Jeg er god til at lukke sådan noget ude, og jeg fokuserer altid på at gøre noget der, hvor jeg kan.

Hele foråret vil tipsbladet.dk dække oprykningskampen i 1. division ved at følge de tre klubber, Viborg FF, AGF og Lyngby BK, der har 51, 41 og 39 point i tabellen.