1. division

Bora Zivkovic indlagt med hjerteproblemer

Den tidligere Superliga-profil og nuværende træner i FC Hjørring har været indlagt de sidste 14 dage med hjerteproblemer.

Den tidligere Silkeborg- og FC København-spiller, Bora Zivkovic, har siden han indstillede sin aktive karriere sidste år valgt at kaste sig over trænergerningen. Til dagligt er han assistent for Boye Habekost i 1. divisionsklubben FC Hjørring.

Og nordjyderne er som alle andre topklubber i gang med at forberede sig til forårssæsonen, men det foregår uden Zivkovic på sidelinjen. Den tidligere så hårdføre forsvarsspiller har nemlig knas med hjertet.

- Han fik åndenød lige inden nytår og siden er han blevet undersøgt på kryds og tværs. Han har været indlagt på Skejby Sygehus i de sidste to uger, fortæller FC Hjørrings sportschef og fungerende direktør, Jacob Krüger, til Nordjyske.

Bora Zivkovic har aldrig før haft problemer med hjertet, og klubben fastslår, at hans job i FC Hjørring ikke er i fare.