Superliga

Brøndby: Ja, vi følger Simon C.

Danmarks svar på Peter Crouch, Simon Makienok Christoffersen, kan blive genforenet med sin tidligere træner i Brøndby IF.

I juli måned kunne tipsbladet.dk berette om stor interesse for HB Køges to-meter-mand, Simon Makienok Christoffersen. Siden har anrgiberen, der fylder 21 år næste mandag, spillet 14 Superliga-kampe med blandet succes.

Christoffersen startede sæsonen godt, men i de seneste ni kampe har den store angriber blot nettet en enkelt gang, og han har - som HB Køges øvrige spillere - haft en svær periode. Det betyder imidlertid ikke, at interessen for U/21-angriberen er væk. I sommer var belgiske og tyske klubber interesseret, og FC Midtjylland gik så langt som til at byde på den blonde kæmpe. Men HB Køge bed ikke på.

Læs også: Er Simon C. til salg?

Midtjyderne var dog ikke den eneste store, danske klub med interesse i Simon Christoffersen. Også Brøndby fulgte nøje med i angriberens udvikling. Og det gør klubben stadig. Det bekræfter Christoffersens tidligere træner i HB Køge, Auri Skarbalius. Han er i dag blevet cheftræner i Brøndby.

- Selvfølgelig følger vi Simon. Det tror jeg, de fleste danske klubber gør, fortæller Auri Skarbalius til tipsbladet.dk.

Brøndby-træneren fortæller, at de blå/gule er i fuld gang med planlægningen af det kommende vintertransfervindue, men om Simon Christoffersen er en del af de planer, vil han ikke oplyse.

- Jeg ved, Brøndby er meget opmærksom på opsætningen efter vinterpausen, og selvfølgelig snakker vi om forskellige emner. Der er jo selvfølgelig flere emner end Simon. Der er mange, bedyrer Auri Skarbalius.

Simon Makienok Christoffersen, der har scoret tre mål i denne sæson, koster formentlig i omegnen af fem millioner kroner.