Panama-læk udstiller grådigheden og vores falske håb om en bedre fodboldverden

Seks uger efter, Gianni Infantino blev valgt til ny FIFA-præsident med stor hjælp fra blandt andre DBU, har jeg efter ugens afsløringer i Panama Papers mest af alt lyst til at ringe til den entreprenør med den største, ondeste bulldozer og få jævnet det FIFA, vi kender, med jorden.

 

Infantino blev valgt for næsen af Bahrains Sheik Salman, en politiker og stråmand for større interesser, som i bagagen havde sager om involvering i bortførelse og tortur af sportsudøvere i sit hjemland og en lukket, anløben ledelsesstil som præsident for det asiatiske fodboldforbund.

 

Jeg vil gætte på, at snakken om en udbryderliga med Europas største klubber og stiltiende accept fra mange fodboldforbund i Europa havde været langt fremme på nuværende tidspunkt, hvis Salman havde levet op til favoritværdigheden og vundet FIFA-præsidentvalget.

 

I denne uge sluttede Gianni Infantino og fodboldens hvedebrødsdage, da et internationalt mediesamarbejde afslørede, at blandt andre Lionel Messi og Gianni Infantinos navne optræder i dokumenter fra et endog meget suspekte advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, der i årtier har specialiseret sig i at oprette skattely for alt fra sportsstjerner til milliardærer, politikere og gemene diktatorer.

 

Messi og dennes agentfar benægter at have brugt dækfirmaet i Panama til skattesvindel.

 

Og Gianni Infantino og UEFA afviser på det kraftigste at have foretaget sig noget ulovligt med de svindelmistænkte marketingfolk, der købte tv-rettigheder til Champions League i en kontrakt med Infantinos underskrift – rettigheder, der straks blev videresolgt til et andet sydamerikansk firma for det tredobbelte beløb.

 

At der er skattesager omkring Lionel Messi – og andre FC Barcelona-spillere – er skuffende men ikke ligefrem uventet efter års ballade omkring blandt andre Messi, Neymar og Javier Mascherano.

 

FC Barcelonas sager med ulovlig handel med børn og teenagere og endog meget kreative løsninger om aflønning og betaling af fodboldspillere er et eksempel på, at der ofte er meget stor forskel på PR-afdelingernes glansbilleder af de globale storklubber og virkeligheden.

 

Endnu mere alvorlig er Infantinos kobling til Hugo og Mariano Jinkins, to af hovedpersonerne i FBI’s aktuelle efterforskning af milliardsvindel i FIFA.

 

Uanset, om Infantino har vidst noget om de to sydamerikaneres lyssky metoder eller ej, er det sort ironi, at manden, der skal redde FIFA fra års kæmpeskandaler, der har fået sponsorerne til at løbe skrigende bort og efterlade verdensforbundet med et kæmpe underskud i seneste regnskabsår, personligt kan kobles til hovedpersoner i selvsamme skandale.

 

Infantino har de facto været administrerende direktør i et UEFA, hvor nogle af de tungeste politikere har været involveret i lyssky forretninger.

Hvordan kan vi tro på, at en mand, der er formet i en af fodboldens mest magtfulde positioner og organisationer siden årtusindskiftet, kan skabe de fuldstændig gennemgribende reformer, der er nødvendige? 

 

Er det virkelig Michel Platinis ven Gianni Infantino, der hjælper til med udskiftningen af de fodboldpolitikere, der ni måneder efter at have valgt Sepp Blatter vel kun gav deres stemme til den schweiziske generalsekretær i UEFA, fordi alternativet var, at FBI og schweizisk politi ville sætte sig bag rattet i ovennævnte bulldozer og endegyldigt sørge for, det var slut med flyrejser, hoteller og diæter på første klasse?

 

Ugens afsløring sætter Gianni Infantino under yderligere pres for at skabe hurtige, store og synlige resultater. Ellers går der ikke længe, før storklubber i Europa finder sammen med forretningsfolk (”Vi kender et firma på Seychellerne, der kan skatteoptimere, det er en skudsikker løsning!”) og får udnyttet FIFA’s og UEFA’s handlingslammelse til at skære en så stor del af kagen til sig selv og kollegerne i de 15-20 største klubber, at vi ikke får nye vindere af Champions League og denne turnerings efterfølgere at se på denne side af år 2050.

Troels Bager Thøgersen er chefredaktør for Tipsbladets trykte udgave