Må glæden triumfere over frygten
Generelle

Må glæden triumfere over frygten

Frygten for terror påvirker med god grund afvikling af fodboldkampe Europa over og truslen hænger i øjeblikket også over sommerens EM.

Når Island i aften har en spion i byen for at se på Portugals styrker og svagheder mod et stærkt, belgisk landshold, bliver der ikke mulighed for at skylle en portion af de berømte pommes frites stegt i oksefedt ned med en solid, belgisk øl.
 
For kampen mellem Marc Wilmots landshold og Cristiano Ronaldo & Co bliver spillet i den portugisiske provinsby Leiria i stedet for på Kong Baudouin stadion i det nordvestlige Bruxelles, og det bliver den, fordi det pressede belgiske politi har rigeligt at lave efter sidste tirsdags tragiske massedrab i lufthavnen og en central metrostation i hovedstaden.
 
Lørdag eftermiddag tog en teenager uden for Bagdad livet af snesevis af fodboldspillere, ledere og tilskuere, da borgmesteren skulle overrække pokaler efter en fodboldturnering.
 
Det er svært ikke at lade tankerne vandre til det massedrab, attentatmænd havde planlagt på og udenfor Stade De France i november sidste år under testkampen mellem Frankrig og verdensmestrene Tyskland, og myndighederne i Frankrig knokler, med støtte fra deres kolleger i resten af Europa, på at stable et sikkert EM på benene i juni og juli.
 
Det vil være dumdristigt og uansvarligt ikke at blive bekymret, og man må overveje, om det er umagen værd med de fanzoner forud for sommerens kampe, vi kender fra slutrunder siden Tysklands VM for ti år siden.
 
Diskussionen i Frankrig forud for onsdagens testkamp mod Rusland på Stade De France går også på muligheden for at spille EM for lukkede døre. Planen ligger i skuffen hos arrangørerne og de franske myndigheder, hvis truslen vurderes at være for høj.
 
Jeg skal ikke være modig på andres vegne. Men jeg håber, at fans fra hele Europa og verden føler sig trygge nok til at tage til EM til sommer og nyde en fodboldturnering i et dejligt land med flotte fodboldarenaer og rigeligt at fordrive tiden med, når der ikke lige er fodboldkamp.
 
Som politikere og myndighedspersoner med mere is i maven end andre påpeger, er selve formålet med de kujonagtige angreb som dem i Bagdad, Lahore, Bruxelles og Paris netop at få os til at droppe store begivenheder såvel som personlig frihed og tilliden mennesker imellem til fordel for mistillid og frygt.
 
Troels Bager Thøgersen - chefredaktør på Tipsbladet Print