Superliga: Brøndbys guldkamp og skrøbelige bundklubber

Superligaen banker igen på til en ny sæson, og det er tid til at tage spå-hatten på og komme med et bud på slutstillingen efter 33 runder. 

Vi på redaktionen har givet håndslag på hver at komme med et bud, og det er med en bekendt fare for at tage så grueligt fejl og føle hånen som konsekvens.

 

Vi går ind til en lidt speciel sæson, da kun et hold rykker ned i mellemsæsonen til næste sæsons udvidelse af ligaen fra 12 til 14 hold. 

 

Det kommer næppe til at ændre på, at ligaen på mange områder sagtens kan ende med at blive lige så tæt i stillingen på flere områder, som det har været tilfældet de seneste år, hvor sidste spillerunde fortsat har haft elementer af spænding. 

 

Nu til fordelingen af pladserne – selve rangeringen følger.

 

Som de fleste andre i faget hælder jeg til, at top tre fra sæsonen 14/15 igen vil være med helt fremme og tage sig af medaljerne. De danske mestre, sølvvinderne fra FC København og bronze-Brøndby har de stærkeste trupper og har alle indtil videre lavet stærke handler på transfermarkedet, der endnu kan nå at ændre på meget i de kommende seks ugers åbningstid. 

Ens for de tre klubber er også, at grundstammen fra den seneste sæson indtil videre er bevaret, og det kan være svært at pege en konkurrent ud til at at blande sig i medaljekampen over 33 runder. 

 

I laget under toppen tror jeg på fire hold, der kommer til at spille med om den mulige europæisk-givende fjerdeplads. Randers, OB, AaB og Esbjerg har alle kvalitet nok til at kunne være med, men kun en kan vinde fjerdepladsen, mens mindst et af de fire hold slet ikke slutter i ligaens bedste halvdel.

 

I bunden forudser jeg en kamp for at undgår den dyre 12. plads mellem fem hold, hvor oprykkerne fra Viborg FF og AGF er de to ”naturlige.” 

Eventyrerne fra Hobro skal i gang med den ofte svære sæson to men har foretaget fornuftige handler som forberedelse. Endelige ser jeg FC Nordsjælland og SønderjyskE som to sårbare hold på forskellig måde – men en del af bundkampen kan de sagtens blive.  

 

 

 

Når man henter spillere som Peter Ankersen og Kasper Kusk får man fornemmelsen af noget godt for FC Københavns sæson – udelukkende med tanker på de to spilleres tidligere høje niveau i Superligaen. Det tegner til at kunne blive ligaens bedste højre-side, og krydrer man det med den driblestærke og udfordrende serber Benjamin Verbic i venstre side, hvor han sammen med Ludwig Augustinsson bliver en mundfuld at styre for modstanderne. 

 

Med en arbejdsom og boldstærk midtbane med Delaney og Armatey er der en vis garanti for stærke indsatser som limen mellem kæderne 

Stephan Andersen vandt de fleste clean sheets i sæsonen 2014/15 og kan det centrale FCK-forsvar holde sig skadesfrit er der med Mathias "Zanka" Jørgensen, Per Nilsson og Mikael Antonsson absolut styrke til at lukke lige så godt af, som tilfældet var i den seneste sæson, hvor kun 22 scoringer blev lukket ind i 33 kampe. 

 

I forreste kæde venter man på nyindkøbet Federico Santander, der er udset til at bombe i front sammen med Nicolai Jørgensen – i hvert fald indtil Andreas Cornelius kan tage kampen op. FC København starter sæsonen med en joker i Marvin Pourié, der lige meget, hvad man kan mene om ham, kan ramme stimer med mål i støvlerne. 

Både Danny Amankwaa og Yousef Toutouh er begge tilbage efter de skader, der holdt dem ude i det meste af foråret, og til sin tid bliver det også til et gensyn med Bashkim Kadrii – alle tre spillere, der besidder kvaliteter, der kan afgøre fodboldkampe og som styrker bredden.

 

To sæsoner i træk uden guld har været en stor streg i regningen, og Ståle Solbakken indleder sæsonen velvidende, at der ikke må skydes forbi målet for tredje gang i træk. Det er er ganske enkelt ikke plads til i storklubben.Men med kvalitet i indkøbene og dygtige spillere på vej tilbage, ligger det igen lige for til FC København, der i langt højere grad har fået våbnene til at blæse til angreb end det var tilfældet i FCM's guldsæson. FC København fejer denne gang modstanden til side og genindtræder på Superliga-tronen.

 

Brøndby står stærkt til den kommende sæson og gør det på grund af den kontinuitet, der indtil videre har afspejlet sommerens transfervindue. Der er ikke foretaget store udskiftninger, så Thomas Frank kan fortsætte den udvikling, der i foråret virkelig bar frugt med et homogent hold, hvor unge kræfter som Christian Nørgaard og Riza Durmisi tog et stort ansvar og leverede virkelig stærke præstationer.

 

Ferhan Hasani er indtil videre det eneste bærende navn, der ikke længere optræder på holdkortet, mens man har hentet svenske Eriksen ind som erstatning, hvilket kan blive ganske interessant, når han om nogle uger har banket rusten fra et kikset ophold i Kina af sig. 

 

Bagerste kæde med eller uden Agger viste alvorlig stor styrke i den forgangne sæson, og med to enormt offensive backs i Larsson og Durmisi er der også power frem ad banen.

Hvis Christian Nørgaard kan fortsætte den form han viste i foråret på den centrale midtbane, er der ingen, der vil skue efter, hvornår Thomas Kahlenberg er tilbage fra sin skade, og med Martin Ørnskov som tilbagetrukket makker med Lebogang Phiri som alternativ er der solid kvalitet midt på banen. 

 

Fløjspillet er blevet markant forbedret i Brøndby, hvor Szymanowski, Hjulsager og på sigt Eriksson har evnerne til at byde ind med afgørende aktioner, mens Teemu Pukki formentlig kommer til at fortsætte måljagten som spydspids, hvilket bar frugt, da han endelig blev placeret korrekt i foråret. Brøndby fortsætter, hvor holdet slap inden sommerpausen, og selv om det ikke vil være nok til et mesterskab, kommer holdet tættere på end længe set. 

Brøndby har gang i noget rigtigt og frugten kan blive høstet i en ikke så fjern fremtid. 

   

FC Midtjylland var på toppen i stort set hele mesterskabssæsonen. Ingen tvivl om, at mesterskabet i den grad var fortjent og at kvaliteten i truppen fortsat vil være helt i top i den kommende sæson – også selv om Pione Sisto som ventet bliver solgt for et rekordstort beløb.

 

De seneste ugers negative fokus på de danske mestre indikerer dog, at tingene slet ikke har været så fantastisk rosenrøde, som de sendte signaler i den seneste sæson. Når en guldtræner og kulturbærer som Glen Riddersholm vælger at sige op få uger efter kulminationen af års slid og på tærsklen til Champions League-jagten – ja så er der er noget i vejen. Lige meget, hvad der bliver signaleret fra ledelsen og trænerstaben omkring professionalisme og målrettet fokus hos spillertruppen, er det uundgåeligt, at uroen har haft en betydning hos flere spillere. Nu hedder træneren Jess Thorup, og selv om han overtager en maskine, der har vist suverænt spil, når smøringen har været god, er det alligevel en udfordring af de store, som Thorup står overfor. 

 

Der er pres på, for der skal følges op og igen præsteres topresultater, mens der skal falde europæisk gruppespil af tre ud af fire år. Med den fornærmende debut i dette års Champions League-kvalifikation, kan et gruppespil i år synes meget langt væk.  Thorup skal lære sin soldater rigtigt at kende, og spillerne skal acceptere den nye generals syn og ideer til den perfekte måde at nå til tops Der er handlet ganske fornuftigt ind med Daniel Royer og Kian Hansen til henholdsvis kanterne og forsvaret, mens Sylvester Igboun og Izunna er forsvundet og alt peger i retning af Sisto-salget. 

 

Der er masser af kvalitet med Dahlin på kassen, Sviatchenko som ledende skikkelsen i forsvaret, Jakob ”assistkongen” Poulsen som dominerende midtbanekraft og giftige angrebs-konkurrenter i Duncan og Pusic og læg dertil ligaens bedste 6'er i Tim Sparv og kreative Petter Andersson samt spændende sprælske Kristoffer Olsson. 

Men ud over den nye konstellation med Thorup som styrmand kan andre mentale ting også få betydning for holdets præstationer i ligaen. 

For hvor sultne er holdet oven på den ultimative og længe jagtede triumf med det danske mesterskab?  Kan spillerne over en hel sæson sætte sig lige så dræbende godt op som det var tilfældet, da FCK-manager Ståle Solbakkens drillerier med ”gummiben” i den grad blev gjort til skamme?

 

Og skulle det lykkedes at komme i det målsatte europæiske gruppespil – er spillerne så mentalt klar til at være topmotiverede igen og igen i perioder med midtugekampe på stribe? FC Midtjylland har uden tvivl fortsat en trup, der kan hente mesterskab nummer to i denne sæson, men tvivlen er større end troen. FC Midtjylland bliver blandt andet ofre for en smule mæthed hos spillerne, der jagtede den guldmedalje intenst to sæsoner i træk. 

  

OB har forstærket sig fornuftigt frem mod sæsonen ved at hente specielt Rasmus Festersen fra FC Vestsjælland til offensiven og Mohamed El Makrini fra hollandske Cambuur til den kontrollerende midtbane. Hvis det så også lykkes at tilknytte Anders K Jacobsen fra AaB til efteråret, ser det rigtigt fornuftigt ud – også selv om sommeren ender med at byde på et salg af profilen Rasmus Falk, der har flere bejlere.

 

Forsvaret med nytilkomne Oliver Lund og tilbagevendte Kasper Larsen er det i øjeblikket største spørgsmålstegn, for netop defensiven var en af den seneste sæsons svage led og tabet af Daniel Høegh er en svækkelse. Men holdets nye træner Kent Nielsen har masser af erfaring med at skabe solide defensive fundamenter at bygge sit hold op omkring, og magter han det igen, går OB en fin sæson i møde.

 

Midtbane-manden Mohamed El Makrini kommer som en uhyre boldsikker type, der ud over at kunne bryde modstanderne har et skarpt øje og en god evne til at sætte gang i farlige ting fremadrettet. Hvis Kent Nielsen så også evner at få Emil Larsen hevet ud op på det niveau alle ved, han kan præstere, kan der for alvor komme gang i offensiven, hvor Kenneth Zohore også kan blive en vigtig brik, hvis han under Nielsens pisk kommer i sin perfekte kampvægt.

 

OB hentede tidligt Michael Falkesgaard som målmand, da det både blev til exit til Mads Toppel og Emil Ousager. Jagten på endnu en målmand er fortsat i gang, for Falkesgaard er næppe i første omgang den kaliber målmand, der bliver sigtet efter til en spændende sæson. Men alt i alt står OB godt rustet til at blande sig i en af de bedre placeringer i rækken. Finder Kent og fynboerne rytmen, kan OB lægge sig ind og snuppe fjerdepladsen. 

 

Colin Todd rasede i løbet af foråret over, at Randers sjældent bliver tildelt den fortjente kredit for resultatene. Klubben lå længe på bronzepladsen men måtte til sidst nøjes med en placering uden for medaljerne. Men briten har altså i de seneste tre sæsoner sørget for en bronze og to gange europæisk fodbold til klubben, som AGF-fans hovent for ikke alt for mange år siden så som den ligegyldige lillebror.

 

Styrken er det bundsolide fundament, som Todd har banket sammen. Det handler om defensive dyder, en solid midtbane, hårdt arbejde og så om at score på de få chancer, der måtte komme. Det er groft sagt og alligevel ikke helt ved siden af.

 

Randers går igen ind til en sæson, hvor de bærende kræfter er stort set de samme og hvor man på forhånd ved, hvordan stilen bliver. Eneste bet for Randers har været, at man måtte lade Elmar Bjarnason gå og så oven i købet se ham skifte transferfrit til AGF. Islændingen var en klar proil på holdet, men det lader til, at man i Dortmund-talentet Mustafa Amini har fået en meget spændende afløser til at skabe de kreative ting, sætte spillet for holdkammeraterne og selv byde sig til som målscorer. 

 

Randers-ledelsen skal også roses for at tilknytte Erik Marxen, der blev snuppet på en fri transfer i SønderjyskE til pladsen som venstre back og for at give Mikkel Thygesen en ny chance for at vise sit værd. Thygesen blev aldrig den store succes i Brøndby, hvor blandt andet skader ødelagde meget, og det seneste halve år i Hobro bød også kun på seks kampe fra start. Men Thygesen rummer noget mere, og måske det kan komme til udtryk under Colin Todd.

 

Hvis Randers holder fast i den centrale forsvarsduo Fenger/Agesen ser det defensive fundament fortsat fint ud, og i angrebet, bliver det igen Ishak, Lundberg og Brock-Madsen, der skal slås om pladserne – nu uden konkurrence fra Djiby Fall, der aldrig blev Colin Todd-spiller. Randers havde i foråret visse revner i det ellers sikre fundament og viste en anelse svaghedstegn, men den erfarne træner skal nok få lappet lækagerne, så truppen er helt klar til igen at spille med om den fjerdeplads, der igen kan komme til at byde på europæisk fodbold. 

 

AaB-farvel til træner Kent Nielsen, til forsvarskriger Rasmus Thelander og muligvis til angriber Anders K. Jacobsen, der senest til januar trækker i OB-striberne. 

Og så sigter sportsdirektør Allan Gaarde fortsat også efter at sælge kreatøren Nicolaj Thomsen. Når så tilgangene i sommerens transfervindue indtil videre begrænser sig til at være faste kontrakter til lejesvendene Helenius og Enevoldsen, må det altså give en smule panderynker i det nordjyske.

 

Thomas Augustinussen kan måske nok rykkes tilbage som central forsvarsspiller – men som permanent løsning, virker det ikke optimalt. Midtbane-aksen med Würtz og Risgård har den rette kvalitet til at spille med de bedste, men hvis Nicolaj Thomsen bliver solgt, kan det hurtigt blive smalt med supplementer til kanterne og kreativiteten. 

 

I front skal Spalvis og Jönsson slås om pladsen som makker til Helenius – et ganske solidt angreb.Men AaB skal have lukket huller og styrket bredden i truppen, der rummer ganske fint talent. Men sker det ikke, kan et par uheldige skader gøre det hele yderst skrøbeligt for Lars Søndergaard, der helst skal kunne holde klubben i top seks i sin første sæson.  

 

Esbjerg var for alvor i knæ i den seneste sæson på grund af salget af store profiler og erstatninger, der ikke holdt nær den samme kvalitet. Den fejl begår de ikke igen i det vestjyske. Esbjerg sælger formentlig Jonas Knudsen, men en fuldgod erstatning er allerede sikret i Leon Jessen. 

 

Og så har Esbjerg stået for en af sommerens højdepunkter i Superligaens transfervindue ved at hente Nicki Bille til angrebet på en tre-årig kontrakt. Bad boy Bille kan vende tilbage til Superligaen for at indtage en helterolle i Esbjerg, der trænger til en rigtigt angriber-type, som tør slå store brød op og også evner at bage dem. Træner Niels Frederiksen har selv peget på truppens mange offensive typer som en styrke forud for sæsonen, og Esbjerg scorede da også næst flest mål kun overgået af de danske mestre i den seneste sæson.

 

Emil Lyng, Robin Söder, Kevin Mensah, Mikkel Vestergaard, Casper Nielsen og Lasse Rise er blot nogle af typer, der kan skabe noget på egen hånd. Men for at øge chancerne for at skyde sig højere op i tabellen kræver det noget mere power på den centrale midtbane, hvor Hans Henrik Andreasen med sine 36 år ikke længere har hurtigheden og kraften til at sætte sig igennem som tidligere set.

 

Forsvaret lukkede næsten 1,5 mål ind i snit i sæsonen 14/15 og så er det svært at spille med om de sjove pladser – selv når man er næst mest scorende i ligaen. Hverken Daniel Stenderup, Michael Jakobsen eller Michael Almebäck mangler alle at vise, hvem der er den defensive styrmand, som skal skabe ro og overskud, når presset stiger. Er pengene der, burde Niels Frederiksen og det sportslige udvalg også se sig om efter central forsvarsspiller, der har en dirigentstok med i tasken.

 

På papiret ser det alt for uerfarent ud for FC Nordsjælland. Uffe Bech, Mario Ticinovic, Hans Mulder, Kasper Lorentzen er alle væk og er forsvundet med en masse rutine og mange Superliga-kampe. Nyansatte sportschef Carsten V. Jensen har endnu ikke sat blæk på en kontrakt med en ny spiller i klubben, for det første sommerindkøb lader vente på sig. Fem talenter fra egne rækker er i stedet blevet rykket op i førsteholdstruppen , og med indgangen til fredagens åbningskamp er Patrick Mtliga, Martin Vingaard, Joshua John og Gudjón Baldvinsson de eneste fire spillere i hele truppen, der er ældre end 23 år.

 

Farum-ungsdomsskolens rektor og underviser Olafur Kristjansson vælger dog den positive vinkel, da de nyoprykkede talenter bliver nemme at sluse ind på holdet, da spilfilosofien gennemsyrer ungdomsrækkerne og blev sat i gang, da Morten Wieghorst i sin tid var træner med Kasper Hjulmand som efterfølger. Det store spørgsmål er, om kvaliteten så er høj nok for den unge flok i det lange løb. For ungdommens fejl vil uden tvivl koste point undervejs, og hvem af de fire førnævnte rutinerede spillere er den fødte leder på banen – samlingspunktet, indpiskeren og rådgiveren? Det er svært at få øje på, og det kan komme til at koste.

 

I forsvaret fik duoen Maksø og Gregor vist fine takter i foråret, men det er stadig blot et par knægte på 21 år. Talentet er der, men er kvaliteten god nok til mere end den nederste halvdel af tabellen? Midtbanen med Vingaard, Petry og Marcondes virker også som et sats, for godt nok fik Marcondes noget der lignede et gennembrud i Superligaen i foråret, men vi har fortsat med en særdeles urutineret spiller at gøre. Vingaard er driftsikker men har samlet set i sine to sæsoner i Farum-klubben ikke præsteret noget, der minder om tidligere tiders niveau.

 

Til gengæld er hullet efter Uffe Bech nemmere at se lukket, da David Moberg Karlsson fik vist masser af skarphed og hurtighed i foråret og talenter som Marcus Ingvartsen og Oliver Tychosen banker på – og kan Joshua John sætte sig op til en ny omgang i FCN-trøjen, har han så mange gange vist, at han kan gøre ondt på alle hold.  Men samlet set er dommen over FCN, at alarmklokkerne ringer efter rutine og erfaring på et hold, der kan blive straffet for ungdommelig naivitet og for stor tro på eget spilsystem. 

  

AGF har siden 1. division sagt farvel til næsten et helt hold, når man tæller spillere, der er væk.  Nye er kommet til, men slet ikke lige så mange, og resultatet inden sæsonpremieren mod Brøndby er, at oprykkerne ser noget tynde ud i bredden og har hentet spillere fra vidt forskellige steder – spillere, der først skal spilles sammen hen over efteråret.  Tag bare Josip Elez, Dino Mikanovic, Adrian Lopez og Ahmed Yasin.

 

Når træner Morten Wieghorst selv har slået fast, at AGF skal arbejde sig ind i sæsonen med formentlig flere nye spillere tilknyttet inden udgangen af august – ja så vækker det lidt en anelse bekymring på aarhusianernes vegne. 

 

Alle ved, at forskellen på 1. division og Superligaen er stor, og med det materiale, som var i truppen i opholdet på 2. klasse, er udskiftningen ganske fornuftig. 

Det er meget muligt, at AGF'erne i udskiftningerne har hentet spillere med potentiale og kvalitetstempler på cv'et, men kontinuiteten – den er ikke eksisterende og fundamentet skal atter bygges op næsten fra grunden.

 

Det bliver eksempelvis et helt nyt forsvar, der skal lukke af foran keeper og anfører Steffen Rasmussen. Midtbanen er også helt ny med navne som Elmar Bjarnason og Daniel A. Pedersen, der skal finde sammen med U/21-landsholds-profilen Jens Jønsson og Danny Olsen, mens det blandt andet bliver op til ”Iraks Ronaldo” Ahmed Yasin at udfordre på kanten. 

 

Men hvem skal så lave målene? Er det mon muligt, at Mate Vatsadze, som AGF har tøvet noget med at forlænge kontrakten med, kan få et gennembrud i Superligaen efter hans 20 scoringer i 1. division?  Kan man forestille sig, at Kim Aabech sniger sig til masser af mål i landets bedste række, hvor tempoet, gaverne og pladsen er af en helt anden sværhedsgrad end i 1. division? Tvivlen er stor. Alternativerne er Morten Nordstrand, der havde mere end svært ved at gøre en forskel i 1. division og evigt fightende Jesper Lange, der skal spejde langt tilbage i karrieren efter flotte måltal i Superligaen.

 

Summen af det hele bliver, at AGF går en sæson i møde, der kan blive endda meget vanskelig – specielt, hvis resultaterne udebliver, mens man i starten ”arbejder sig ind i sæsonen.” Det kan blive en dyr timeløn for AGF, der må være godt tilfredse med, at der blot er en nedrykker i sæsonen.

 

Hobro gjorde mange ting rigtigt i den forgangne sæson og tog både i efteråret og foråret fusen på de fleste. På intet tidspunkt var klubben i nærheden af den ellers af flere omgange forudsagte nedrykningsplads. De små og semiprofessionelle endte som de store og drillede alle i ligaen – jeg vil tro de fleste Brøndby-fans, -spillere og ledere vil være voldsomt sultne efter at revanchere de tre nederlag fra 14/15.

 

Topscorer Mads Hvilsom er solgt, og endnu mere vigtigt er anfører Martin Thomsen skiftet til Silkeborg. Thomsens samlende rolle på holdet var vigtig i den første sæson i Superligaen, men Hobro været dygtige til at hente solide slidere som Kasper Povlsen fra AGF og Tidiane Sane fra tyrkisk fodbold.

 

Mads Hvilsom er erstattet af costaricanske Mayron George, der dog virker som en helt anden type med sine 189 centimeter. Forstærkning eller ej – offensiven i Hobro har ikke den store bredde og nytilkomne Morten Beck Andersen hentet i Silkeborg har endnu ikke vist sig som en rendyrket Superliga-spiller. Med klubbens meget begrænsede midler står Hobro egentlig ret fornuftigt, men holdet bliver en del af nedrykningskampen til det sidste.  

 

Viborg har siden oprykningen styrket sig med Christian Sivebæk, Jonas Kamper og hollandske Jeroen Veldmate, hvilket tilføjer en del rutine og tiltrængt forstærkning til en forholdsvis urutineret trup, der har Johnny Mølby som ny mand på broen. Veldmate træder ind i bageste kæde, hvor Egeris, Rask og Christopher Poulsen alle ved, hvad der kræves i Superlgiaen. Her står oprykkerne på papiret ganske fint.

 

Midtbanen med de to nye Kamper og Sivebæk bliver en del af kæden med kolleger som Antonio Stankov, Marcel Rømer og Sebastian Andersen. På papiret ser det en smule letbenet ud i forhold til de udfordringer, der venter i ligaen, og skader kan komme til at gøre rigtigt ondt.

 

I angrebet kommer Viborg med et spændende navn i Serge Deblé, der i 1. division stort set kunne gøre, hvad der passede ham. De hurtige fødder, driblingerne og de skarpe afslutninger var i høj grad med til at skyde holdet mod oprykningen, og det bliver spændende at se, om angriberen kan fortsætte den stil med sværere modstandere og højere tempo. Klassen er der hos Deblé – spørgsmålet er om hele holdet kan være med på 1. klasse. Viborg bliver en del af nedrykningskampen og forventer heller ikke andet selv. Målet bliver at holde sig foran bare et hold, hvilket er nok til at bygge videre og være med i den nye Superliga-struktur. 

 

 

SønderjyskE starter på en måde forfra med et farvel til bærende spillere som Niels Lodberg, Daniel Jensen og Erik Marxen samt den lejede topscorer Marvin Pourié. 

Efter fire år med Lars Søndergaard er det i Superliga-sammenhæng uprøvede blad Jacob Michelsen ny mand i trænersædet - det bliver spændende at følge hans indsats for at holde sammen på det fundament, der sæson efter sæson har trodset både logik og diverse ekspert-spådomme og overladt nedrykningspladserne til andre klubber.

 

Den mest markante forstærkning er naturligvis Thomas Dalgaard, der efter sit sløje ophold i Holland og et skuffende forår i OB nu for alvor skal vise, at han stadig har det, der skal til i Superligaen. Den tidligere ligatopscorer skal løfte, hvor Marvin Pourié slap og den noget mere afslappede personlige stil er til Dalgaards fordel, når det kommer til at blive en del af det vigtige sammenhold i truppen sammenlignet med Pouriés noget mere anstrengte solostil.

 

Godt nok er både Janus Drachmann og Troels Kløve hentet til fra AC Horsens samt Marc Pedersen og Joao Pereira fra henholdsvis FC Fredericia og Vejle Boldklub, men samlet set virker truppen ikke forstærket, og det kan blive en udfordring – specielt for defensiven.

 

Ingen tvivl om, at assistent-træner Peter Enevoldsen får en vigtig rolle i at støtte Superliga-debutanten Michelsen, der går ind til en sæson, der sædvanligvis handler om at holde sig fri af turen ud af rækken. Det kan blive svært – også selv om Dalgaard igen får gang i bombardementet. Da han blev Superliga-topscorer for Viborg i sæsonen 2013/14 med 18 mål, endte det alligevel med en nedrykning. Sådan kan det gå igen.