Stor FCK-eksamen denne sommer: Får vi svar på spørgsmålene?
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

Stor FCK-eksamen denne sommer: Får vi svar på spørgsmålene?

Superligaen på spidsen: FC København er fortjent mester efter et langt, sejt træk. Nu venter en spændende sommer, hvor Ståle Solbakken og kompagni skal på en svær balancegang.

Aldrig før eller siden har jeg set så mange mennesker på FC Københavns træningsanlæg som den sommerdag i august 2013. Der var hængt et banner op bag det ene mål på opvisningsbanen med påskriften: ”Velkommen hjem, Ståle!!”.  
 
Interessen var stor, og der var ikke gået mange minutter af træningen, før man kunne høre en norsk lys røst råbe spillerne an. Efter et par år med rolige gemytter i form af Roland Nilsson, Carsten V. Jensen og Ariël Jacobs ved roret, var der atter en temperamensfuld vindertype på banen som cheftræner. 
 
Aftenen forinden var Ståle Solbakken blevet præsenteret på et pressemøde i Parken, hvor daværende sportsdirektør Carsten V. Jensen havde åbnet døren for den norske træner, der vendte tilbage til en klub i knæ. 
 
Dengang lå FC København næstsidst i Superligaen. Nu har klubben tilbageerobret titlen som dansk mester. Tilløbbet har været langt, men det har også betydet, at FC København står godt rustet til fremtiden. Dog er der også spørgsmålstegn og usikkerheder. 
 
Lad os tage det positive først: FC København er blevet dansk mester på baggrund af solidt og tålmodigt arbejde. Det har næsten taget tre år at gøre FC København til dansk mester, for først skulle der renses ud i truppen, så skulle der ændres i staben og så skulle hele orkesteret sammenspilles. Det har taget tid, men der er stort potentiale i det nuværende FCK-hold. 
 
Kigger man på fakta, er det nuværende mandskab, det yngste FC København-hold der har vundet guldmedaljer. Gennemsnitsalderen for de benyttede spillere er 25 år og 77 dage, hvilket er det tredjeyngste nogensinde i klubbens historie. Desuden rummer truppen mange folk med ”den rigtige” fodboldalder, der både har erfaring og gode år foran sig. Erik Johansson, Mathias 'Zanka' Jørgensen og Thomas Delaney er nøglefigurer her. Hertil kommer folk som Kasper Kusk, Benjamin Verbic og Federico Santander, der alle er 25 år eller derunder og kan blive endnu bedre nu, hvor den svære 'sæson 1' er overstået. 
 
Økonomien er stærk, der kontinuitet i ledelsen igen og truppen oser af kvalitet på de fleste positioner. Men der er et men. Der er flere udfordringer for FC København. 
 
Nicolai Jørgensen er med al sandsynlighed væk denne sommer. Desuden har flere profiler kontraktudløb i sommeren 2017 – særligt Mathias 'Zanka' Jørgensen og Thomas Delaney kan blive alvorlige tab. Hertil kommer der lovende spillere som Ludwig Augustinsson og Erik Johansson, der begge skal med Sverige til EM denne sommer og kan blive attraktive for andre klubber. Og så bør man vel også nævne Federico Santander, der i kraft af et fremragende forår også må stå på en ”shortlist” hos nogle større europæiske klubber. 
 
Det er FC Københavns lod nu. Nok er klubben økonomisk overlegen i dansk målestok. Men på den internationale scene har mange af konkurrenterne større muskler. Det bliver en balancegang for Ståle Solbakken, teknisk direktør Johan Lange og resten af den sportlige ledelse at operere i feltet mellem store salg og sportslig stabilitet. Ikke bare i det kommende sommervindue, men også i årene derefter. 
 
Den væsentligste grund til FC Københavns gigantiske Europa-succes i 2010/11 var, at man havde haft en stamme af kvalitetsspillere i længere tid. Nu risikerer FCK-truppen at blive splittet, inden man for alvor kan høste de europæiske frugter af tre års arbejde. 
 
Den store lakmusprøve blive sensommerens kvalifikationskampe til Champions League. Her er FC København seedet i de første runder, og selvom man også kan ramme hård modstand der, kan vi godt tillade os at forvente at se FCK i et europæisk gruppespil til efteråret. Det formåede de foregående mesterhold fra FC Midtjylland og AaB at gøre før dem, så det bør FCK også gøre. 
 
Nøglen til succes ligger som altid på sommerens transfermarked. Kan FC København holde på de væsentligste profiler – og kan Solbakken og kompagni supplere truppen på de afgørende positioner. Det er netop på transfermarkedet, at FC København har været skarpe. Selvom man har mange penge at rutte med, handler det stadig om at bruge dem rigtigt. 
 
Vi kan være sikre på, at de udlejede skuffelser Marvin Pourié og Steve De Ridder er færdige i FCK. Det samme kan siges om Kris Stadsgaard. Endelig føler Ståle Solbakken sig sikker på at sælge Nicolai Jørgensen. Hertil må der siges at være usikkerhed om de aldrende svenskere Mikael Antonsson og Pelle Nilsson. Kigger man på den anslåede lønopgørelse, der blev bragt i Ekstra Bladet i sidste uge, trækker de seks spillere til sammen en månedsløn på omkring 1.625.000 kroner. Det er mange lønkroner, der skal geninvesteres, hvis man siger farvel til dem alle. Og her handler det om at ramme rigtigt. Desuden udløber lejeaftalerne med Thomas Kaminski, Robin Olsen og Peter Ankersen. Her skal ledelsen også vurdere, hvad man skal gøre. Særligt målmandsposten er et spørgsmålstegn, for hvor langtidsholdbar er Stephan Andersen? Og kan Robin Olsen erobre en fast plads?
 
Mesterskab eller ej. Der er i det hele taget mange spørgsmål, som vi venter svar på fra FC København i løbet af de kommende måneder. 
 
Det bliver en spændende sommer.