Vejen til Champions League: Her er FC Københavns muligheder
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Vejen til Champions League: Her er FC Københavns muligheder

FC København er dansk mester. Nu venter Europa, hvor Ståle Solbakkens tropper har gode muligheder fora t komme i et gruppespil.

Opdateret udgave af artikel bragt 13. april
 
FC København er dansk mester, og efter sommerferien venter en ny stor, udfordring: Vejen til et europæisk gruppespil. For en måned siden bragte tipsbladet.dk det store overblik over FC Københavns vej til Champions League-gruppespillet, og i anledningen af søndagens mesterskabstriumf bringer vi nu en opdateret version. 
 
Som det har været tilfældet de seneste par år, skal den danske mester gennem en lang og snørklet vej til mesterligaens gruppespil. Dog har FC København ganske fine muligheder for at opnå en seedning i to af runderne og dermed undgå de stærkeste mesterhold fra de øvrige ligaer. 
 
Lad os tage det fra begyndelsen. Kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil består af tre kvalifikationsrunder og en playoff-runde. I næste sæson indtræder den danske mester i anden kvalifikationsrunde til Champions League. Her vil FC København i kraft af sin placering som nummer 86 på UEFA's rangliste med garanti blive blandt de seedede hold. Dermed undgår man modstandere som eksempelvis norske Rosenborg og den hviderussiske mester BATE Borisov eller klubber som eksempelvis Celtic, Red Bull Salzburg og Legia Warszawa. I stedet kan FC København se frem til relativt overkommelig modstand i form af møder med mesterhold fra eksempelvis Moldova, Estland, Finland eller Letland. 
 
Hvis FC København vinder sin kamp i anden kvalifikationsrunde, går holdet videre til tredje kvalifikationsrunde, hvor modstanderen bliver sværere. Her er FCK med i den såkaldte Champions Route, der kun tæller mesterhold, og her vil FCK også være seedet – fordi der ikke er ti hold, der er bedre placeret på UEFA's rangliste. Dermed vil FC København komme til at stå over for hold som eksempelvis Røde Stjerne fra Serbien eller den slovenske mester, men også mindre stærke hold som albanske Skenderbeu, Garabag fra Aserbajdsjan eller Hapoel Beer Sheva fra Israel. 
 
Hvis FC København også går videre til den afgørende play-off-runde, er holdet samtidig sikret en plads i Europa Leagues gruppespil. Men det er jo Champions League, der er det forjættede land, og det ser ud til, at den alvorlige styrkeprøve kommer for FC København i den afgørende kvalifikationsrunde. Her tyder alt på, at FC København vil blive useedet, og hvis alle lever op til deres favoritværdighed, kan FC København i sidste ende skulle slås med hold som Olympiakos, Viktoria Plzen, Red Bull Salzburg, Celtic og APOEL fra Cypern om en plads i Champions Leagues gruppespil. 
 
Tipsbladet.dk bringer her en oversigt over FC Københavns mulige modstandere på vejen til Champions League-gruppespillet. Der tages dog forbehold, at det kun er de færreste ligaer, hvor mesterholdet allerede er fundet. Derfor har vi i det nedenstående fokuseret på det hold, der aktuelt ligger nummer et i den respektive liga. Der kan ske forskydninger i seedningerne afhængigt af, hvilket hold der vinder mesterskabet i de forskellige ligaer.  
 
Sådan kan FC København blive seedet i Champions League-kvalifikationen:
 
2. KVALIFIKATIONSRUNDE
FCK seedes med sikkerhed
FCK kan møde et af de 17 Mesterhold fra følgende lande:
Mostar, Bosnien/Hercegovina
HF Hafnarfjördur, Island
Zalgiris Vilnius, Litauen*
Ferencvaros, Ungarn
IFK Norrköping, Sverige
Liepaja, Letland
Dudelange, Luxembourg  
Crusaders. Nordirland 
Vardar Skopje, Makedonien
Dinamo Tblisi, Georgien
Dundalk, Irland
SJK Sinäkoko, Finland
Mladost Podgorica, Montenegro
Gzira United, Malta **
Alashkert, Armenien **
The New Saints, Wales **
Flora Talinn, Estland* **
 
3. KVALIFIKATIONSRUNDE
FCK bliver seedet.
Dermed vil FCK kunne møde et af de 10 mesterhold fra følgende lande: 
OI Ljubljana/Maribor, Slovenien**
Hapoel Beer Sheva, Israel**
Røde Stjerne, Serbien**
Garabag, Aserbajdjan**
Rosenborg, Norge**
FK Astana, Kasakhstan**
Sheriff Tiraspol, Moldova**
Trencin, Slovakiet**
Skenderbeu, Albanien**
Astra Giurgiu, Rumænien 
 
PLAY OFF-RUNDE
FCK seedes sandsynligvis ikke. Der skal en del overraskelser til, hvis FC København skal seedes i playoff-runden. Det kræver nederlag til en række af de hold, der ligger over FC København på UEFA's koefficientliste. Dermed kan FCK komme til at møde et af disse fem hold, hvis alle favoritter holder deres seedning:
Olympiakos, Grækenland
Viktoria Plzen, Tjekkiet
Red Bull Salzburg, Østrig
Celtic, Skotland
APOEL, Cypern
 
** Hold markeret med ** skal igennem 1. eller 2. kvalifikationsrunde. I det overstående har vi taget højde for at de nævnte hold vinder deres kamp.