Carlsen: Flere specielle situationer

Jeg skal ellers love for, at den seneste uge har budt på et par fodboldkampe, som bestemt ikke har været for små børn. Normalt plejer jeg bevidst at fravælge f.eks. venskabslandskampe og
 ’trofækampe’ som Super Cup - men denne gang havde jeg heldigvis valgt at gøre en undtagelse med Barcelona og Sevilla. Og Brøndbys kamp mod Omonia på Cypern var i den grad også en neglebider - plus at den kastede et par situationer af sig, som godt kunne fortjene et par ord med på vejen. Så vil jeg endda ikke komme nærmere ind på straffesparkene - nr. 2 kan måske virke lidt halvtyndt, men til gengæld har der været et par situationer før det, hvor man ikke kunne have brokket sig ret meget, hvis der var blevet fløjtet. 

 

Selvfølgelig er der først og fremmest afbrydelsen, da der blev kastet ting og sager efter den ene linjedommer i forbindelse med en i øvrigt helt korrekt offside-kendelse. Egentlig var jeg overrasket over, at vi overhovedet kom i gang igen, for tyske og østrigske dommere plejer - forståeligt nok - at have noget nær nultolerance over for de dele. Man kan bare tænke tilbage på ’fodboldtosse’-kampen mellem Danmark og Sverige - og senest (og endnu mere alvorligt og beklageligt) i en pokalkamp i Tyskland mandag aften. Men alt andet lige er det jo dommerens fornemste pligt at få afviklet kampen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre forsvarligt - og det skønnede man åbenbart her. Det interessante var, at instrukserne egentlig foreskriver, at både stadionur og dommerens ur stoppes, når kampen afbrydes, så begge hold må i omklædningsrummet. Jeg sad faktisk og småbandede over, at TV-uret bare kørte videre, fordi det jo så ville være noget nær umuligt fra lænestolen at beregne, hvornår de 90 minutter var gået - men dommerens ur havde åbenbart også bare kørt videre, og så fik vi de hidsige ni minutters tillægstid (som senere skulle blive til endnu mere).

 

Men interessant var også udvisningen af Hradecky, som gav en af de exceptionelle situationer med en markspiller på mål, da alle udskiftningsmuligheder var brugt. Altid godt TV - specielt når slutningen er lykkelig. Men udvisningen for at forhale tiden i en situation med to bolde på banen gav forståeligt nok anledning til nogen diskussion. Den variant har jeg heller ikke set før. Men i og med, at Hradecky allerede har en advarsel fra 1. halvleg og ikke ligefrem har skyndt sig med igangsættelserne i 2. halvleg, kan det sagtens være, at dommeren diskret har været rundt om ham for at sige, at nu er nok snart nok. Med de to bolde på banen vælger Hradecky så at sparke ’den forkerte’ bold ud, men lige akkurat så blødt, at den ikke går ud over sidelinjen. Og så går der endnu mere tid - min teori er, at det kan have været det sidste, der skulle til, for at dommeren ikke gad mere. Havde Hradecky nu sparket bolden lang pokker i vold og ud, tror jeg ikke, at vi havde fået advarsel nr. 2. Men en sælsom situation var det godt nok. 

 

 Og så tror jeg også, at jeg vil benytte mig af lejligheden til at gribe fat i et af de generelle spørgsmål, som jeg får stillet rigtig mange gange (i lidt forskellige variationer og formuleringer, men essensen er den samme): ”Hvordan kan et lille frispark ende med en advarsel eller en udvisning?”

 

Spørgsmålet er faktisk slet ikke så tosset, og vi er inde at røre ved både noget af det centrale og mere filosofiske ved fodboldloven. I det følgende ser jeg for nemheds skyld bort fra den ophobning af frispark, som kan resultere i en advarsel for gentagne overtrædelser af spillets love. Det er de tilfælde, hvor spilleren billedlig talt bliver ved med at hælde mere og mere i glasset, og til sidst flyder det over - det, som udløser oversvømmelsen, er måske ikke jordens største frispark, men nu var snoren bare ikke længere, og der var ikke plads til mere i glasset. Men ellers er vi jo vant til, at det er de mere voldsomme forseelser, som udløser kort af den ene eller anden farve. Imidlertid opererer fodboldloven både med kort, hvor man skal se på selve udførelsen af forseelsen - og kort, hvor det er hensigt og resultat bag forseelsen, der er afgørende. Ofte følges de to ting ad - men det behøver de ikke.

 

Hvis man starter med udførelsen af forseelsen, så har man de tre nøglebegreber, når man snakker forseelser med kropskontakt mod en modspiller; ’satset’, ’hensynsløst’ og ’unødig stor kraft’. Jeg ved godt, at jeg har haft fat i dem før på denne plads - det kan næsten ikke undgås - men lad os nu bare tage dem én gang til. De er alle tre defineret ved en beskrivelse i loven af, hvordan sådan noget ser ud. 

 

Satset betyder, at forseelsen er udført på en måde, så ’spilleren har udvist manglende forudseenhed, handlet risikobetonet eller undladt at tage forholdsregler i sin kamp om bolden’. Det er den slags forseelser, som der sker bunkevis af i løbet af en fodboldkamp - måske bare en let mistimet almindelig tackling, der ender med at få manden i stedet for bolden. En forseelse, der svarer til beskrivelsen af ’satset’, vil derfor normalt heller ikke udløse nogen personlig straf i form af kort. Med beskrivelsen af hensynsløs tager vi et skridt op ad stigen, for nu har spilleren ’handlet fuldstændig uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for’. Det lille ord ’kan’ er vigtigt, for der behøver altså ikke have været fare eller konsekvenser, men det var måske mere held end forstand. En forseelse af den type kræver en advarsel. Og med unødig stor kraft er det virkelig den store klinge, vi træder i, og vi nærmer os noget, hvor begrebet vold ikke er så langt væk. Definitionen er, at ’en spiller på ukontrolleret måde er gået langt ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare’. Det lyder ikke rart og bestemt ikke som noget, man har lyst til at være den modtagende del af. Det kan ikke undre, at straffen her skal være en udvisning.

 

Det var så udførelsen af forseelsen - men som sagt kan hensigten også sagtens være det, der udløser kortet. De to mest almindelige tilfælde er nok at bremse et lovende angreb og berøve en oplagt scoringsmulighed. Her er der også knyttet nogle betingelser til, men det handler ikke længere om udførelsen af forseelsen, hvor meget kraft der lægges i eller lignende, men om resultatet af forseelsen, og hvad spillerens hensigt var. Så nu bliver det nogle lidt blødere parametre, som dommeren skal vurdere: bl.a. boldens og spillerens retning, antallet af modspillere og deres placering og afstanden til målet. Og på bundlinjen: Hvad ville der mon være sket, hvis nu forseelsen ikke havde fundet sted? Havde der været et lovende angreb eller en oplagt scoringsmulighed? Fordi udførelsen ikke er med inde over, kan det altså sagtens være et lille, diskret, men beregnende hold i trøjen eller et minimalt benspænd, der udløser advarslen (det lovende angreb) eller udvisningen (den oplagte scoringsmulighed).

 

I farten kan man også bemærke to ting: at der ikke står ’bremse et angreb’, men ’bremse et lovende angreb’ - og ikke ’berøve en scoringsmulighed’ , men ’berøve en oplagt scoringsmulighed’. Der skal altså være kød på. Og at det i princippet kan være en hvilken som helst forseelse, der straffes med et frispark, som er årsagen til kortet - bare hensigten er til stede, og resultatet opnås.