Brøndby har scoret 11 mål efter etableret spil, svarende til at 55 % af deres mål. Når det etablerede spil ikke fører til mål og derimod måltab er der en risiko for at indkassere mål. Det problem har Brøndby i mindre grad i denne sæson, hvor man ”kun” har indkasseret 7 mål på omstillinger, svarende til 47 %. I denne sæson scorer Vestegnklubben altså flere mål efter etableret spil, end der indkasseres på omstillinger i den modsatte ende.
Efter Brøndbys 15 kampe i indeværende sæson (målscorer: 20-15)
Det viser en fremgang i Brøndbys slutprodukt, hvis man sammenligner de første 15 kampe med hele forrige sæson, hvor man i 13/14 sæsonen procentuelt indkasserede flere mål efter omstillinger, end man selv scorede efter etableret spil. Det er en betryggende indikator for Brøndby-fans, om at spilfilosofien i højere grad giver resultaterne på banen.
Efter Brøndbys 33 kampe i forrige sæson (målscorer: 47-38)
Hvad er så forklaringen på at resultaterne overordnet set har været skuffende? Sidste års 4. plads er uændret og man er uoverskueligt langt efter FC Midtjylland, som allerede er 13 point foran.
En forklaring kan være at Brøndby er det Superligahold som lukker flest mål ind fra Wide Area (13 %) og i forrige sæson viste samme mønster sig, hvor hele 28 % af BIF’s indkasserede mål kom fra en yderlig position i feltet. Det kan tyde på at Brøndbys backer er for ringe til at forsvare og/eller at Hradecky er for dårlig til at dække målet fra spidse vinkler. Brøndby er i hvert fald det hold som indkasserer flest mål i netop de zoner, hvis man ser på den seneste 1½ sæson.
Det er klart en kalkuleret risiko fra Thomas Franks side, at Brøndbys kanter ikke har defensive pligter, som pådutter dem at skulle helt med ned og støtte i eget felt. Det kræver dermed mere af Holst og Durmisis egenskaber 1v1 defensivt samt medfører et større pres på de to centrale midtbanespillere, Kahlenberg og Ørnskov, som skal skærme et væsentligt større område i feltet. Agger og Dumic dominerer luftrummet centralt, men ud fra tallene virker det også som om at fokus i højere grad skal være på at dække de yderlige positioner i feltet.
Thomas Frank og co. mangler kun FCN i Farum Park og bundproppen Silkeborg hjemme. To vigtige kampe, hvor udbyttet meget vel kan blive bestemmende for evalueringen af Brøndbys efterårssæson. Defensivt skal der lukkes bedre af omkring backs og i de yderlige positioner i feltet, mens offensiven skal fortsætte progressionen i det etablerede angrebsspil.