Ideforladte forhandlinger om tv-aftalen
Illustration
Generelle

Ideforladte forhandlinger om tv-aftalen

Lige som alle andre med en interesse for dansk fodbold, har jeg i løbet af dagen fulgt med i udviklingen omkring den kommende tv-aftale. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er særlig imponeret.

For en god ordens skyld, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke har tænkt mig at pege fingre af enkelte klubbers intentioner og ønsker, og slet ikke forsøge at placere skyld for de kuldsejlede forhandlinger. Det synes jeg også, at klubberne bør holde sig fra. Den slags har vi rigeligt af blandt politikerne på Christiansborg, og kønt er det altså ikke.

Til gengæld vil jeg tillade mig at sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved klubbernes evne til at tænke på helheden - og ikke mindst behovet for udvikling i dansk fodbold - når det kommer til de fælles forhandlinger. Klubberne og deres fans må spørge sig selv: Hvad er formålet med tv-aftalen? Handler tv-aftalen virkelig kun om en nøgtern fordeling af kagen, så alle kan gå tilfredse hjem og sige til baglandet, at vi fik da næsten lige så meget som de andre? Og derefter i øvrigt endnu en gang overbudgettere deres andel af tv-pengene på grund af urealistiske forventninger til egen sportslig formåen?

Mit svar er selvfølgelig nej, tv-aftalen skal bruges til meget mere. Klubbernes tilgang er desværre et udtryk for manglen på det mod og den nytænkning, der skal føre dansk fodbold fremad. Tv-aftalen og fordelingen af tv-pengene bør være med til at skabe udvikling for dansk fodbold; større interesse, deltagelse og engagement. Er vi ikke et skridt foran, er vi et bagefter!

Og dermed når vi til den konkrete situation: Skal Brøndby IF havde større andel i tv-pengene end de godt 8 procent man modtog i sidste sæson? Mit svar er ja. Ikke fordi jeg er Brøndby-mand. Ikke fordi jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Nej, Brøndby IF skal have større andel i tv-pengene på grund af den værdi, de udgør for Superligaen og dansk fodbold som helhed.

Brøndby modtog sidste år hvad der svarer til omkring 1,3 millioner kroner pr. hjemmekamp fra tv-aftalen. Beløbet svarer til en ordning, hvor alle klubber fik det samme beløb pr. kamp - uanset andre faktorer. Og det er denne virkelighed, der skal sammenholdes med den værdi hver enkelt klub bidrager med til fællesskabet.

Hver eneste gang danskerne tænder for fjernsynet og vælger at se Brøndby spille frem for endnu et dødssygt realityprogram, er det til gavn for dansk fodbold. Det samme gælder i endnu højere grad, hver gang Brøndby IF fylder et udebaneafsnit med feststemte fans. Og hver gang at Brøndby kommer på besøg rundt om i landet, er det til gavn for hjemmebaneholdet, der kan tiltrække flere af klubbens egne tilskuere på grund af interessen for klubben fra Vestegnen. Brøndbys popularitet, er altså ikke kun til glæde for klubben selv, men i lige så høj grad for klubbernes entreindtægter, superligaens sponsorer og den samlede brandvalue i ligaen.

Det er denne værdi, der skal belønnes - i øvrigt uanset om klubben hedder Brøndby eller FCK, Viborg eller SønderjyskE. Og problematikkerne omkring tv-aftalen bør i første omgang ikke være hvilken klub, der får hvor meget, og hvem der føler sig snydt. Klubberne bør i stedet tage deres ansvar seriøst og diskutere, hvordan vi kan belønne de initiativer og den udvikling, der gavner sportens udvikling som helhed. AaB og AGF's fælles kampagne, "Slaget om Jylland", er et godt eksempel på klubber, der tænker nyt, og bruger rivaliseringen konstruktivt til at skabe opmærksomhed og interesse. Det er aktiviteter som denne, der skal skabes incitament for at efterstræbe i tv-aftalen.

Hvis antallet af tilskuere til Superliga-kampene for eksempel blev en faktor i aftalen, kunne det være, at klubberne også i højere grad begyndte at tænke oplevelsen på stadion ind i deres prioriteringer, forbedrede forholdene for udebanetilskuere og stræbte efter mere menneskelige kamptidspunkter. Det kunne være, at man opprioriterede kampagner for at få flere mennesker på stadion, ligesom man i højere grad prioriterede at skabe opbakning og tilknytning i lokalsamfundet. Alt sammen ting, der i sidste ende er afgørende for, om dansk fodbold kan overleve i den skarpe internationale konkurrence.

Når man følger debatten, kan man desværre let få indtrykket af, at klubberne tror, at popularitet og tv-seere står hakket i sten og ikke er til at ændre. En opfattelse, der dels er forkert, men også er skadelig for det fælles projekt om at tiltrække interesse til Superligaen. Nej, flere tv-seere og større publikum på stadion, er noget man ikke bare kan, men skal arbejde for – for alles skyld.

Jeg frygter, at klubberne ved blot konservativt at videreføre den eksisterende aftale, risikerer at bidrage til tabet af terræn til tv-kanalernes overvældende udbud af spændende international fodbold.

Jeg håber, klubberne kan komme til enighed om en fælles, solidarisk aftale. Men det kræver altså, at man åbner op for, at man belønner klubber, der skaber værdi for dansk fodbold som helhed. Det er derfor, vi indgår en kollektiv solidarisk aftale i det hele taget. Ryst posen, kære venner!