Generelle

Laudrup bliver træner i Spartak Moskva

Ledelsen i den russiske storklub Spartak Moskva regner med, at Michael Laudrup skriver under på en kontrakt i dag eller i morgen og bliver ny træner

Michael Laudrup bliver ny træner i den russiske storklub Spartak Moskva. Det bekræfter Spartaks sportsdirektør Valerij Karpin over for uefa.com."Hans kontrakt bliver på halvandet år. Vi har valgt denne træner, da vi mener, at han er i stand til at definere holdets stil og opnå gode resultater."Michael Laudrup var på visit i den russiske hovedstad henover weekenden, hvor han sammen med sin familie mødtes med Spartak Moskvas præsident Leonid Fedun og Valerij Karpin.Besøget tjente udover de rent fodboldfaglige drøftelser det formål, at Michael Laudrup kunne se nærmere på forholdene i klubben og i byen Moskva. Det mundede altså ud i et fremtidigt samarbejde. "Kontrakten er ikke underskrevet endnu, men jeg tror, at det kommer til at ske tirsdag eller onsdag," siger Karpin ifølge russiske medier.

Knap så skråsikkert, men dog optimistisk, udtalte Michael Laudrup sig selv, da han under weekendens besøg blev interviewet af Sport Express, der i øvrigt fejlagtigt refererer til Michael Laudrup som hollænder - måske inspireret af de to nuværende succesfulde hollandske trænere i russisk fodbold, landstræner Guus Hiddink og Zenit Sankt Petersborg-træner Dick Advocaat."Jeg kan ikke sige, at der er noget afgjort. Jeg vil tage den endelige beslutning i de næste par dage. Men chancerne er ret store, selvom jeg foretrækker at vente med at sige noget, til alt er på plads," sagde Michael Laudrup søndag.I mellem tiden har han altså givet grønt lys.

Deler spilfilosofi

Den tidligere Brøndby- og Getafe-træner lægger vægt på, at der i Spartaks ledelse er personer, som har spillet i udlandet som aktive, nemlig sportsdirektør Valerij Karpin, som repræsenterede Valencia, Real Sociedad og Celta Vigo i Spanien, mens Igor Lediakov, som blev midlertidig træner, da Stanislav Tjertjesov blev fyret, spillede for Sporting Gijon og Eibar."Jeg taler ikke russisk, men det er heller ikke hovedsagen. Vi har den samme tankegang, vi elsker den samme slags fodbold, og det betyder meget," siger Michael Laudrup.

Udover assistenttræner John "Faxe" Jensen og talentspejder, som begge formodes at tage med Laudrup til Moskva, er der lagt op til, at Igor Lediakov også bliver en del af trænerstaben.Endelig undlader Michael Laudrup heller ikke at rose Spartak Moskva som klub og derved måske gøre sig populær på forhånd hos klubbens mange fans."Jeg ved om Spartak, at det er den største og mest populære klub i Rusland, ligesom Real Madrid og Barcelona er i Spanien. Jeg ved også, at i de sidste mange år har de ikke vundet så meget, som deres fans ønsker. Selvfølgelig vil de genvinde tabt terræn. Fansene forlanger, at Spartak spiller offensivt og underholdende fodbold, og jeg er vant til den stil og forstår dem."