Tahiti – fodboldens lille mirakel

Tahiti fik alvorlige stryg i holdet første opgør i Confederations Cup, hvor miniputnationen fik stryg af Nigeria, der vandt 6-1 uden at imponere. Og at se Tahiti-spillernes jubel over i det hele taget at score et mål mod de afrikanske stjerner, fortæller meget om, hvor små de føler sig i fodboldsammenhæng.

Torsdag aften bliver udfordringen blot endnu større, når Tahiti står over for de uhyggeligt stærke spanske verdensmestre, der vel aldrig har været mere sikker på en sejr forud for en fodboldkamp. 

Få her et fremragende indblik i, hvad Tahitis landshold står for, og hvor mirakuløst de har klaret sig.

Bragt i Tipsbladet 14. juni.

Et sted midt ude i det enorme Stillehav ligger et af fodboldens små mirakler. En professionel klatrer, et pakkebud og en revisor er tre af de toogtyve amatørspillere, som om få dage skal op mod Luis Suarez, Edinson Cavani, Xavi og David Silva i Confederations Cup. Tahiti er gået hele vejen og har kvalificeret sig som et af de otte hold, der dyster om trofæet i fodboldens kirke. Brasilien. 

10. juni 2012. Lawson Tama Stadium, Salomonøerne.

Havde det ikke været for spillernes oprigtige glæde, da kampen bliver fløjtet af, ville den almene fodboldseer næppe have bemærket, han havde været vidne til en historisk finale.

Jubelbrølet fra tilskuerne er ikke-eksisterende. Der kunne lige så godt være tale om et lokalopgør i en mindre dansk provinsby.

Men vi befinder os flere tusinde kilometer væk fra den fodboldkultur, vi kender i Europa. Ikke kun geografisk.

En enkelt tribune med plads til et par hundrede tilskuere er gravet ind i græsmarken, der tårner sig op bag den ene langside. De tilskuere, der ikke har fået plads på tribunen, sidder spredt i små klaser rundt omkring på de bakkede græsmarker, der omringer fodboldbanen på Lawson Tama Stadium på Salomonøerne. Sådan har det altid været, og netop derfor findes der ingen officiel tilskuerkapacitet på stadionet.

Tilskuerne bliver alle siddende, mens Tahiti-spillerne falder på knæ på banen. I løbet af få sekunder bliver de udmattede og lykkelige spillere overfaldet af trænerstaben og udskifterne, der har forladt de opstillede havestole på sidelinjen og stormet ind på banen for at juble sammen med holdkammeraterne. De eneste, der fortsat står op, er spillerne fra Ny Kaledonien, som går i cirkler om sig selv, mens de forsøger at sluge skuffelsen.

”Med det samme slutfløjtet lød, stormede jeg ind på banen til drengene, mens jeg råbte ”vi skal til Brasilien, vi skal til Brasilien!”, har Tahitis reservemålmand Mikael Roche fortalt FIFA.com. 

”Man vil altid nå højere i fodboldens verden, og nu skal vi til Brasilien. Fodboldens kirke. Det er utroligt.”

Tahiti havde netop sikret sig OFC Nations Cup i Oceanien, som kan sammenlignes med Europas EM-slutrunde og Afrikas African Nations Cup. 

For første gang nogensinde var turneringen ikke blevet vundet af hverken New Zealand, som indtil da havde vundet turneringen fire gange, eller Australien, der ligeledes er noteret for fire triumfer og som nu i fodboldsammenhæng hører til i Asien. I stedet gik Tahiti hele vejen og udover at vinde OFC Nations Cup-pokalen bookede de billetter til årets Confederations Cup, der bliver sparket i gang om få dage i Brasilien.

Her skal Tahiti med deres beskedne placering som nummer 138 på verdensranglisten op mod nogle af verdens bedste fodboldspillere, når de i de indledende gruppekampe møder Spanien, Uruguay og Nigeria, på stadions der ikke er omringet af græsmarker, men i stedet kan rumme op mod 80.000 tilskuere.

”Vi har intet at tabe. Det bliver uvirkeligt at stå overfor Iniesta og Xavi på Maracana Stadion. Jeg håber, vi kan score et mål mod dem, selvom det bliver svært. Vi ville også gerne have været i gruppe med Brasilien og Neymar, men så heldige var vi ikke. Folk forventer, vi taber alle vores kampe. Det største for os er, vi er her, hvor vi repræsenterer vores land i denne turnering. Bare det, vi er her, er en drøm for os,” sagde Tahitis landstræner, Eddy Etaeta, til de rullende kameraer, da hans mandskab landede i Brasilien for en uge siden. 

En kano-nation
Der er flere gode forklaringer på, hvorfor fodboldindustrien ikke er nået hele vejen til Tahiti. Den lille ø har omtrent 180.000 indbyggere og er på størrelse med Lolland-Falster. Øen ligger næsten midt mellem Sydamerika og Australien, men langt fra klemt inde. For med 7.900 km vand til Chiles kyst 5.500 kilometer til Australien, ligger Tahiti som et ensomt lille komma i det enorme Stillehav.

Tahiti er blot én af 118 øer i Fransk Polynesiens øgrupper, der blev dannet under vulkanudbrud for millioner af år siden, og hvoraf flere af øerne er ufremkommelige.

Tilbage i 1844 blev Tahiti underlagt Frankrig, men har løbende fået mere og mere selvstændighed. Indbyggerne på Tahiti er dog fortsat franske statsborgere, og intet tyder på, de vil løsrive sig fra Frankrig, da de er afhængige af den økonomiske hjælp, de modtager fra den gamle kolonimagt.

Nationalsporten er noget så fjernt fra fodbold som kanosejlads, hvor Tahiti kan bryste sig af at være blandt de bedste i verden. Og det er noget, selv landets 11.000 registrerede fodboldsspillere er stolte af. Derfor har Tahitis nuværende landsholdsangriber, Marama Vahirua, gjort det til sit kendetegn, at fejre sine scoringer ved at sætte sig på knæ og padle, som sad han i en kano.

Tahiti er en meget lille fodboldnation. Det var først i 1948, de åbnede op for turneringsfodbolden og d. 21 september 1952 spillede de deres første officielle landskamp. Tahiti mødte New Zealand tre gange på ni dage dengang, og nåede både at spille 2-2, tabe 5-3 og vinde 2-0 over The All Whites.

I 1990 blev Tahiti medlem af FIFA, og landsholdets nuværende landstræner, Eddy Etaeta var én af de spillere, der deltog i landets første forsøg på at kvalificere sig til VM. Det skulle blive det første af Tahitis mange forsøg på at klare sig gennem kvalifikationen, hvilket indtil nu ikke er lykkes dem.

Et amatørhold i en professionel verden
At Tahiti overhovedet er med Confederations Cup er et lille mirakel. Den eneste eksportvare, det mikroskopiske land har produceret til fodboldverdenen hedder Marama Vahirua.

Den tidligere franske U/21-landsholdsspiller tilbragte sine unge år på Nantes’ ungdomsakademi. I 1998 fik han sin debut for den franske klub, hvor det blev til 111 kampe og 28 mål for angriberen, inden han i 2004 drog videre til Nice. Siden da er det blevet kampe for Llorient, Nancy og Monaco, og den 33-årige angriber er på nuværende tidspunkt udlejet til den græske klub Panthraikikos.

Alligevel havde angriberen ingen landskampe på CV’et for Tahiti indtil 2011, hvor han fik en opringning fra Eddy Etaeta. Det kan nemlig være svært at kombinere en professionel fodboldkarriere i Europa med et landshold, der ligger på den anden side af kloden.

”Den nuværende landstræner, Eddy Etaeta, ringede til mig for et par uger siden og spurgte, om jeg kunne tænke mig at spille for landsholdet. Jeg fortalte ham, at det ville jeg gerne, men jeg var nødt til at spørge min klub, om de var villige til at lade mig tage af sted,” har Marama Vahiura fortalt til FIFA.com, da han blev spurgt til sin historie på Tahitis landshold. 

Dermed er Marama Vahirua den eneste spiller på Tahitis landshold, der ikke lever en tilværelse som amatørspiller og som ikke spiller i den hjemlige liga. Men det betyder ikke, han er den eneste, der har spillet fodbold uden for Tahitis grænser. Mikael Roche har tidligere optrådt for Monaco, ligesom forsvarsspilleren Nicolas Vallar har en fortid i Montpellier og angriberen Cheung Heu spillede tidligere i sin karriere i den belgiske klub BX Brussels, hvor han dog aldrig nåede af få debut. 

Allesammen, bortset fra Marama Vahirua, er vendt tilbage til den hjemlige liga på Tahiti. Og fælles for de toogtyve spillere er, de alle har et fuldtidsjob at passe ved siden af deres store hobby på fodboldbanen.

Angriberen Samuel Hnanyine er pakkebud, og bruger størstedelen af sin arbejdsdag på at levere 50 kilos melsække til bagerier. Forsvarsspilleren Teheivarii Ludivion er klatrer og har specialiseret sig i at arbejde i de højere luftlag, mens målmanden Gilbert Meriel er revisor hos revisionsselskabet KPMG.

Men i to måneder har Tahitis amatørlandshold fået mulighed at snuse til livet som professionel fodboldspiller. Det kan de takke fodboldforbundet for, som har valgt at betale deres løn i de to måneder, de har forberedt sig til Confederations Cup.

”Vi er de første amatører i fodboldens historie, der skal deltage i en stor international turnering. Det er en ære at repræsentere alle de amatører, der udgør 99 % af alle fodboldspillere på verdensplan, sagde Eddy Eaeta til FIFA.com, da han blev spurgt til Tahitis niveau i forhold til det, de møder, når Confederations Cup bliver sparket i gang.

”Vi leger med de store drenge nu. Mange siger, vi ikke kan få de resultater, vi har brug for, men jeg kan forsikre jer om, vi ikke har taget nogen turister med til Brasilien.”

Læs resten af historien på næste side 
 

Testkampe mod andendivisionshold
Forberedelserne har været intense for Tahiti. Det er blevet til mange kampe på kort tid.

For et par uger siden drog landsholdet af sted mod Chile, hvor der var arrangeret tre venskabskampe, inden turen skulle gå videre til Brasilien.

Modstanderne var hverken seniorlandshold eller sågar hold fra den bedste række i Chile. For mens Brasiliens landshold eksempelvis spillede en testkamp mod Frankrig forud for Confederations Cup, prøvede Tahiti sig af mod Club Universad de Chiles U/20-hold. Her lagde Tahiti fint ud, og hentede deres første sejr på sydamerikansk jord, da de vandt 3-1 over ungdomsholdet.

Få dage senere skulle Tahiti forsøge at bygge videre på det resultat. I deres anden venskabskamp ventede Deportes Magalanes, et hold fra den næstbedste chilenske række. Også den kamp formåede Tahiti at trække sig sejrrigt ud af, da de vandt opgøret med 2-1. To sejre i træk gav holdet selvtillid. Men så stoppede festen.

I deres tredje og sidste venskabskamp på chilensk græs, skulle Tahiti på deres største opgave. 

Chiles U/20-landshold ventede, og med Manchester United-angriberen Angelo Henriquez i spidsen, lod Chiles talenter ikke Tahiti få deres tredje sejr i træk. I stedet lavede Angelo Henriquez et hattrick i kampen, som Chile vandt med hele 7-0. Dermed blev Tahiti sendt tilbage til lufthavnen, hvor de kunne gå om bord på flyet til Brasilien med en solid afklapsning i bagagen.

Det var dog ikke til at se på landsholdsspillerne, der som den første Confederations Cup-nation ankom til Brasilien i fredags. Med røde matchende Hawaii-skjorter lignede holdet fra Tahiti de turister, Eddy Etaeta svor, han ikke ville tage med. I fælles flok forlod de flyet og gik fascinerede forbi fotograferne, der havde stimlet sammen på landingsbanen, mens spillerne via deres mobiltelefoner filmede de rullende kameraer, der var i fuld gang med at filme dem.

Søndag aften spillede de deres første kamp på brasiliansk grund. Det brasilianske andendivisionshold America Mineiro ventede, men endnu en gang måtte Tahiti-spillerne gå skuffede fra banen. De tabte kampen til det brasilianske andendivisionshold med 1-0.

Så hvordan kommer det mon til at gå, når angriberne pludselig hedder Luis Suarez og Edinson Cavani, og midtbanesspillerne hedder Xavi, Iniesta og David Silva.

Tahitis målmand bliver med stor sandsynlighed en af de målmænd, der får mest at se til i hele turneringen. Men han frygter ikke de mange verdensstjerner. Tværtimod.

”Det er fantastisk. Hver uge tænder jeg for TV’et når Real Madrid og FC Barcelona spiller. Så det at stå overfor de bedste spillere i verden er en gave. Uruguay har fantastiske spillere som Suarez og Cavani, som måske er de bedste angribere i England og Italien. Mange har spurgt mig, om jeg ikke er bange, men det er jeg ikke. Jeg vil bare nyde det,” fortæller han til FIFA.com

Tahitis egen Laudrup-familie
Selv en mikroput-nation som Tahiti har profiler. Det er kun ikke kun den udlandsprofessionelle og padlende landsholdsangriber, Marama Vahirua, Tahiti skal hænge sin hat på til Confederations Cup.

I stedet har Tahiti en helt speciel familie, der på trods af deres status som amatør-fodboldsspillere, kan give nationen håb.

Familien Tehau har fire spillere på Tahitis landshold. Brødrende Alvin, Jonathan og Lorenzo samt deres fætter Teaonui. Tre af dem opererer på midtbanen, mens sidstnævnte er angriber. Tilsammen har de over 60 landskampe på CV’et, og da Tahiti sidste år vandt OFC Nations Cup, havde familien Tehau stor andel af succesen. Især da Tahitis i deres første kamp i turneringen smadrede Samoa med hele 10-1, hvor de fire familiemedlemmer stod for ni af scoringerne. Og da turneringen var færdiggspillet, havde de fire familiemedlemmer tilsammen scoret femten af Tahitis tyve mål i turneringen.

Så skal man pege på de spillere, der har størst chance for at gå i Marama Vahiruas fodspor og gøre karriere udenfor Tahitis grænser, ved Eddy Etaeta godt, hvem pilen peger på.

”Det er ikke urealistisk at se nogle af de spillere, der deltog for Tahiti ved OFC Nations Cup, spille i udlandet en dag. Vi håber familien Tehau kan finde en professionel klub i Australien, New Zealand eller USA, måske endda i Europa. De har leveret nogle stærke præstationer i denne turnering,” sagde Eddy Etaeta efter finalesejren tilbage i 2012.

Derfor har der aldrig tvivl om udtagelsen af Tehau-familien til Confederations Cup. Og familiemedlemmerne lægger heller ikke skjul på, det både er glædeligt at specielt, de alle spiller på landsholdet sammen.

”Jeg er meget stolt af, at kunne spille for landsholdet med min familie. Vi er en enhed inde på landsholdet, og jeg tror, det hjælper hele holdet,” har Alvin Tehau tidligere udtalt til Times Gazette.

En gylden generation – 
på sin egen måde
Det er ikke første gang, Tahiti melder sin ankomst på den store scene. Første gang var tilbage i 2009.

Tahitis U/20-landshold havde vundet kvalifikationsturneringen til U/20 VM over Fiji, Ny Kaledonien og New Zealand, og var nu, trods landsholdets placering som nummer 198 på FIFA’s verdensrangliste med til U/20-VM sammen med 23 af verdens bedste fodboldnationer.

Den lille nation kom i gruppe med Spanien, Nigeria og Venezuela og blev sendt hjem fra turneringen i Egypten med en målscore på 0-21. To kampe blev tabt 8-0 og en enkelt tabte de 5-0, inden rejste hjem til deres lille ø i Stillehavet.

Men det faktum, at de nu har kvalificeret sig til Confederations Cup, er ikke så stor en overraskelse for øens 180.000 indbyggere, som det er for resten af fodboldverdenen. Alene ved at kvalificere sig til U/20-VM viste Tahiti, de havde en særlig generation af fodboldsspillere på vej. En generation som landstræner, Eddy Etaeta, har forsøgt at bygge videre på, siden han overtog jobbet som landstræner for tilbage i 2010.

Derfor valgte han at kigge med et skarpt øje på den trup, der havde kvalificeret Tahiti til turneringen, og gjorde straks flere af dem til en permanent del af landsholdstruppen.

Hele otte spillere fra Tahitis historiske U/20-landshold er blevet en del af Eddy Etaetas foretrukne. Otte spillere ud af den samlede trup på 23, der er med til Confederations Cup, fik tilbage i 2009 mulighed for at snuse til landsholdsfodbolden på den store scene.

Heriblandt er Tehau-familien naturligvis også prominente navne, da både Alvin, Teaonui og Lorenzo Tehau var en del af mandskabet dengang.

Og Alvin Tehau føler sig sikker på, at Tahitis landshold ikke vil blive sendt ud af Confederations Cup med så stort et brag, som det var tilfældet tilbage i 2009.

”Vi kendte ikke vores niveau inden U/20-VM. Vi spillede mod verdensstjerner, og deres niveau var langt højere end vores. Men vi lærte en masse. Det gav os god erfaring, og da vi kom tilbage, følte jeg, vi var blevet langt stærkere, både som spillere og som mennesker,” udtalte Alvin Tehau.

Hvad den erfaring har givet Tahiti-holdet, får vi snart svar på. Men selvom Tahitis amatører går nogle svære kampe i møde, vil de uanset resultaterne blive modtaget som helte, når de vender hjem til hverdagen på den lille ø i Stillehavet, hvor der atter skal afleveres melsække, arbejdes i højderne og gennemgåes regnskaber, når miraklernes tid er forbi. I hvert fald for en stund.