Rivalfans går sammen om forslag: Vil have Folketinget til at reagere
Foto: Getty Images
VM

Rivalfans går sammen om forslag: Vil have Folketinget til at reagere

En gruppe af fodboldfans på tværs af klubber er gået sammen om at stille et borgerforslag om boykot af VM i Qatar. Får forslaget 50.000 underskrifter, kan det blive fremsat som beslutningsforslag og stemt om i Folketinget.

Da FIFA i mandags havde trukket lod til kvalifikationen frem mod VM 2022, blev landstræner Kasper Hjulmand bedt om sin holdning. Burde Danmark boykotte slutrunden?

Nej, sagde landstræneren. Medmindre Folketinget og internationale organisationer siger noget andet.

Det fik Casper Fischer Raavig til at tænke. For hvis Hjulmand og DBU holdt fast i, at det lå på politikernes bord, måtte nogen sørge for, at politikerne så det.

- Jeg fik nok og tænkte: ”Så lad os prøve at se, om vi kan få løftet det op på deres bord. Nu laver vi borgerforslag," og så prøvede jeg at få de andre med, fortæller Raavig til tipsbladet.dk.

"De andre" er foreløbig tre andre, der er FCK-fans ligesom Casper Fischer Raavig selv, en Brøndby-fan og en AaB-fan. Sidstnævnte er Christian Rothmann, der desuden er formand for organisationen Danske Fodboldfans.

De seks fodboldtilhængere er gået sammen på tværs af klubtilhørsforhold og er medstillere af det borgerforslag, som torsdag så dagens lys. Det hedder kort og godt "Forslag til boykot af VM i Qatar 2022" og støttes i skrivende stund af 29 underskrivere.

Læs også:Kasper Hjulmand om skandale-VM: Boykot er ikke det rigtige

Hvis forslaget får 50.000 underskrivere i alt inden for 180 dage, kan det ende som beslutningsforslag og blive stemt om i Folketinget.

- Det er måske naitvt at tro, at der sker noget, men om ikke andet får vi skabt en debat, og politikerne bliver stillet nogle spørgsmål, siger Raavig.

DBU har fra begyndelsen afvist at boykotte selv. Kun hvis de bliver bedt om det fra politisk hold, bliver DBU's ledelse og landshold væk fra VM i Qatar. Det er den holdning, der har fået Casper Fischer Raavig og co. til at stille borgerforslaget.

- Vi har i lang tid har forsøgt at råbe DBU op og få dem til at tage stilling. Jeg har set Jesper Møller (DBU-formand, red.) prøve at omformulere sig i forskellige vendinger og ride det af og stille sig bag Amnesty International. Det er, som om de siger: "Nu må politikerne stille sig frem". Det vil vi gerne hjælpe med, siger han.

- Det klinger hult, at man gerne vil være et forbund, der står for frihed og rettigheder, men i praksis er der ingen, der vil køre på det.

Raavig medgiver, at DBU står i en svær situation. Dels fordi forbundet måske risikerer straf fra FIFA og UEFA, hvis det boykotter, dels fordi det måske kan få betydning for det officielle, politiske Danmark, hvis landets fodboldforbund bliver væk.

- Det lyder, som om DBU savner poltiisk opbakning til at træffe en beslutning. Jeg kan godt forstå, at DBU står lidt på bagkant og tænker: "Hvad har vi af mandat til at kaste hele Danmark ud i en politisk krise?" Så må politikerne på banen og sige: "Så skal vi bare ikke af sted." Det går ikke, at man som nation blåstempler Qatar. Det er jo en kæmpe promoveringskampagne for dem at få den slutrunde. 

Læs også:Rasende politiker: Jeg har lyst til at ringe til statsministeren

FIFA har gang på gang suspenderet medlemslande, hvis de nationale politikere har blandet sig for meget i forbundenes anliggender. Hvorfor skal politikerne involveres i det her?

- Fordi det virker, som om DBU ikke mener, de har mandat til at gøre det. De bliver ved med at snakke om sanktioner fra FIFA og UFEA, men det bygger også på, hvis de står alene med den beslutning, siger Casper Fischer Raavig.

Noget tyder på, at han og medstillerne af borgerforslaget kan få opbakning fra Jens Rohde (RV). Han sagde for en uge siden i Tipsbladet, at han mente, at DBU selv burde tage stilling, men hvis forbundet nægter, må politikerne på banen.

- Som folkevalgt står jeg i et krydsfelt, hvor jeg mest af alt har lyst til at ringe til statsministeren og sige, at det VM skal boykottes. At vi skal bede DBU om ikke at stille op. Jeg mener, at det officielle Danmark skal holde sig langt væk fra VM-slutrunden i Qatar, lød det fra Rohde.

Casper Fischer Raavig tror og håber, at en eventuel dansk boykot vil få lavinen til at rulle, og flere lande til at gå med. For i sidste ende handler det om at stå ved sine værdier, mener han.

- Det bunder i, om man kan se sig selv i øjnene. Det er en slutrunde, der har koster enormt mange menneskeliv. Vil vi lægge navn til det? Være med til at promovere en nation, hvor det her foregår? Det er ikke nok bare at tale; man skal også handle ud fra sine værdier, siger Casper Fischer Raavig.

Hvad angår ham selv, har han allerede truffet sin beslutning.

- Jeg kommer ikke til at se nogen kampe dernedefra.

Læs også:Afstemning: Bør Danmark boykotte VM i Qatar?

Læs også:Qatar bruger VM og Danmark til historiens største PR-operation

Læs også:Kalder Qatars VM for håbløs beslutning - men tager hatten af for DBU