Video : Tipsbladet
VM

Nægtede at tilgive Zidane: Vi snakkede ikke sammen i to år

Willy Sagnol havde svært ved at tilgive Zinedine Zidane efter VM-finalen i 2006.

Zinedine Zidane blev den store skurk fra Frankrig, da de i 2006 tabte VM-finalen til Italien.

I det 110. minut blev den franske stjerne således udvist, da han stangede italienske Marco Matterazi i brystet. Frankrig måtte spille resten af den forlængede spilletid med ti mand på banen, men holdt stand og endte i en straffesparkskonkurrence.

Læs også:Ronaldinho ude efter 32 dages fængsel - nu i husarrest

I straffesparkskonkurrence trak italienerne det længste strå, og efter kampen var Frankrigs forsvarsprofil Willy Sagnol ikke Zidanes største fan.

Det fortæller Sagnol ifølge Daily Mail.

- Man går ind i omklædningsrummet, og man har tabt. Så står der en og snakker og siger undskyld. Men man hører bare ikke efter. Jeg ville ikke acceptere hans undskyldninger eller tale med ham. Det var ikke tiden. Jeg måtte gå på toilettet og ryge 250 cigaretter på 10 minutter. Det var sådan, jeg flygtede fra det, siger Willy Sagnol og fortsætter: 

- Vi talte ikke sammen i næsten to år. I 2008, efter EM, skulle jeg giftes. Min kone bad mig invitere ham. Jeg ringede til ham, men han kunne ikke komme til festen om aftenen, men jeg blev glad for at se ham om morgenen. Vi fik en aperitif og havde en god samtale sammen.

VM-finalen var Zinedine Zidanes sidste kamp som aktiv fodboldspiller, mens Willy Sagnol spillede to år yderligere. Siden er begge gået trænervejen, og Zidane er i øjeblikket cheftræner i Real Madrid, mens Sagnol står uden job efter at have været hos Bordeaux og Bayern München.