Luis Gustavo til Tipsbladet: Kun guldet tæller

”Jeg er en helt normal fyr,” siger Luiz Gustavo.

Vi sidder i en VIP-lounge på Volkswagen Arena i Wolfsburg, og der er et par uger til, at det brasilianske landshold skal samles i træningslejren på forbundets center i Teresopolis oppe i bakkerne 60 km nord for Rio De Janeiros strande og byliv.

Når man tjener op mod 55 millioner kroner årligt i løn i Wolfsburg, er betegnelsen ”et normalt menneske” nok ikke det første, der dukker op, men som den 26-årige brasilianer sidder og fortæller om sit liv og Brasiliens chancer, er det sådan set troværdigt nok.

Hvor mange andre professionelle fodboldspillere var stået af i et interview med et kinesisk tv-hold, der stiller nogle lidt alternative spørgsmål og til slut vil have taget et billede sammen med brasilianeren og en tøjdyrsudgave af VM-maskotten Fuleco, smiler Luiz Gustavo pænt og siger tak for interviewet, og der er ikke skyggen af utålmodighed over midtbanespilleren, da han indleder interviewet med Tipsbladet.

Men nej, helt normal er han ikke.

Om ikke andet fordi den 26-årige brasilianer om fem uger kan stå med VM-trofæet på Maracanã.

Professionelle fodboldspillere er i sagens natur som oftest veltrænede, og som normal dansk mand i starten af trediverne med et lidt for højt BMI-tal er det fascinerende at se, hvor slank Luiz Gustavo er. I sociale sammenhænge blandt vi almindelige dødelige ville man kalde ham tynd, som fodboldspiller hører brasilianeren med sine 80 kg fordelt på 187 cm faktisk til i den tungeste kategori hvis vi ser bort fra målmændene, der som de eneste proffer godt kan tillade sig et enkelt overflødigt kg eller to. 

Hjemmefra som 14-årig
Det er troværdigt, når Luiz Gustavo siger, at feijoada (sorte bønner) er hans yndlingsret. For hvor andre brasilianske spillere er gået i Ronaldinho- og Garrincha-skolen, har Luiz Gustavo blæst på millionlønninger og fristelser og har levet et liv, der på mange måder minder om det, tidligere tiders store defensive midtbanespillere hos Brasilien har levet. 

Det begyndte i byen Pindamonhangaba. Du er lovligt undskyldt, hvis det ikke siger dig noget som helst, men Brasiliens store defensive midtbanespiller i 1958- og 1962-triumferne Zito, som du kan læse mere om på disse sider i vores gennemgang af Brasiliens største spillere på den defensive midtbaneposition, voksede op i en endnu mindre landsby få km derfra, og den slags sammenfald er ikke ligegyldige i den brasilianske fodboldfortælling.

”Han var ikke bange for alder og størrelse, for noget som helst. Og han lavede mange mål,” fortalte storebroren Jardel i et interview med brasilianske Spor TV i sidste måned.

Luiz Gustavo spillede med storebrorens fire år ældre venner, passede sin skole, og som teenager fandt han ud af, at han ville være professionel fodboldspiller.

”Min opvækst var som mange andre brasilianeres. Jeg kommer fra en ganske normal familie, hvor jeg altid var tilfreds med det, vi havde. Jeg var lykkelig, jeg var ved godt helbred, og det var det vigtigste,” siger Luiz Gustavo.

Han flyttede 1500 km for at spille for Alagoas Corinthians oppe i det fattige Nordeste, det nordøstlige Brasilien, siden spillede han for en anden mindre klub ved navn Rio Largo, før han rykkede tilbage til Alagoas, og han gjorde det uden familien, der fortsat boede nede i Pindamonhangaba, 100 km nordøst for storbyen São Paulo.

Beslutningen blev sværere af, at Luiz Gustavos mor døde umiddelbart før han skulle afsted til Alagoas. Hun havde brugt meget tid på sin søns karriere, og fra den dag var Luiz Gustavo meget religiøs. Han beder regelmæssigt og dedikerer sin succes til moderen og højere magter.

”Jeg var 16 år, da jeg tog afsted, og det var et afgørende øjeblik i mit liv. Jeg lærte meget af at tage af sted, og på det tidspunkt var det også slut med at more sig. Fra da af handlede det for mig om at give alt, så jeg kunne opfylde min drøm. Så jeg kalder den beslutning og flytningen for den vigtigste begivenhed i mit liv. Det var der, grundlaget for min senere succes blev lagt,” siger Luiz Gustavo.

Udlært i Tyskland
Hvis der skulle sidde højere magter og læse med her, vil de nok være enige i, at Luiz Gustavo selv skal have hovedparten af æren for, at midtbanespilleren er gået fra at spille i brasilianske sekundaklubber til at være en højtlønnet Bundesliga-profil med chancen for at vinde VM på hjemmebane.

Luiz Gustavos held blev, at tyske Hoffenheim og klubbens ejer Dietmar Hopp tilbage i 2007 var meget opsatte på at skabe et stjernehold.

Hoffenheim købte Demba Ba af Mouscron, den 60 millioner kroner dyre Carlos Eduardo, der blev solgt videre for 150 millioner kroner til Rubin Kazan tre år senere, og så Luiz Gustavo, der kostede beskedne 300.000 euro på en lejeaftale fra Corinthians Alagoas.

20-årige Luiz Gustavo tog et års tid om at lære tysk og tysk fodboldkultur at kende med Hoffenheim i 2. Bundesliga, og derfra kørte det for midtbanespilleren.

Hoffenheim havde en fornem oprykkersæson i Bundesligaen med en syvendeplads og 32 mål fra angrebsduoen Demba Ba og Vedad Ibisevic, og i efteråret 2010 var han blevet så god til at kontrollere midtbanen, at Bayern München købte ham fri, hvilket fik Hoffenheim-træner Ralf Rangnick til at sige op.

I Bayern var Luiz Gustavo det meste af tiden fast mand og blev skiftet ind i de sidste minutter af Champions League-finalen mod Dortmund. Men med Thiago Alcantara på vej til klubben sammen med den ny cheftræner Josep Guardiola og muligheden for, at Bayern ville spille med Javi Martinez eller Philipp Lahm på pladsen, ville Luiz Gustavo væk for ikke at risikere at miste sin plads på Brasiliens VM-hold.

”Han [Philipp Lahm] er en fremragende spiller med stor erfaring, så jeg er ikke overrasket over, at han kan spille på den centrale midtbane, eller at han klarer sig rigtig godt derinde,” siger Luiz Gustavo diplomatisk.

Historien går på, at Wolfsburg overbød både Arsenal og Napoli til Arsene Wengers store ærgrelse. Luiz Gustavo spillede en sæson, hvor tre røde kort i Bundesligaen, heraf et i tredje runde mod Mainz og et i femte runde mod Leverkusen, holdt ham fra fuld spilletid, men som ellers gik godt med høj præcision i afleveringerne, også de længere, fremadrettede af slagsen.

”Vi var der på rette tidspunkt. Han havde ikke længere udsigt til at være fast mand, som han forventede, og så var tiden inde til, at vi viste ham, hvad vi vil i Wolfsburg. Jeg og træneren fortalte ham om klubben, og det overbeviste ham,” siger Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs til Tipsbladet.

”Det skifte var rigtig godt. Jeg skiftede for at få spilletid og for at bevare min plads på landsholdet, og også fordi, at Wolfsburgs mission var spændende. Det projekt har været fedt at være del af indtil nu,” siger Luiz Gustavo.

Luiz Gustavo har etableret sig som en meget boldsikker spiller, der er udgangspunktet for Wolfsburgs opspil, som fanger og ødelægger mange af modstanderens opspil, og som de seneste 18 måneder har været i pole position til at være Brasiliens startende volante, som den tilbagetrukne, defensive midtbaneplads kaldes i Brasilien.

Luiz Gustavo kan godt lide sportsvogne, men diskoteker og andre damer har der ikke været tid til i karrieren. For Luiz Gustavo er det fin adspredelse at komme hjem til sin bedre halvdel Milene og deres barn efter arbejdsdagen.

”Privat er jeg et helt normalt menneske, der ikke går op i, at der skal ske en masse, eller at der skal være mange mennesker omkring mig. Jeg elsker fred og ro,” siger Luiz Gustavo.

Dækker af for Neymar 
Lige nu er klubfodbold sekundært for Luiz Gustavo, og det forstår man godt. Til åbningskampen i São Paulo på torsdag mod Kroatien har han flere familiemedlemmer på tilskuerpladserne, Brasilien koger med intensiv dækning fra tusindvis af journalister, der fortæller om fodbold og spillernes liv i en detaljegrad, som Lars Løkke Rasmussen vil kunne genkende.

Det første VM i Brasilien siden katastrofen i 1950, hvor Brasilien tabte guldet til Uruguay i finalen, er en af de største begivenheder i landets historie, og med mindre landstræner Luis Felipe Scolari overrasker ved at vælge Fernandinho eller Ramires, er det Luiz Gustavo, der skal stikke en kæp i Kroatiens, Mexicos, Camerouns og fire efterfølgende holds opspil, for derefter at give bolden videre til Paulinho eller Oscar eller sætte Marcelo, Dani Alves, Hulk eller Neymar op med en af de lange afleveringer, der bliver vigtige for Brasilien.

”Min rolle er meget vigtig, når vi stiller med et så offensivt hold, som vi gør. Jeg skal hele tiden positionere mig rigtigt og finde de rigtige løsninger, når jeg har bolden. Jeg skal altid være 100 procent koncentreret, så jeg kan udføre min rolle for holdet,” siger Luiz Gustavo.

Og det er ikke kun som spoiler, Luiz Gustavo skal gøre sig gældende. På Brasiliens store landshold gennem tiden kan man groft sagt identificere tre typer

 på den plads, Luiz Gustavo skal spille. Der har været meget kreative, offensivt tænkende spillere som Gerson i 1970, der var sekunderet af hårdtarbejdende Clodoaldo, og Falcão, der i 1982 henrykkede som en helt sublim boldspiller, der var i fuld kontrol med sig selv og kun lavede flotte detaljer, når der var brug for det.

Så er der spoilere som Mauro Silva og Gilberto Silva, der er primeiro volantes [volante betyder rat på portugisisk], defensive midtbanespillere med begrænset offensivt ansvar, spillertyper som har været en meget mere integreret del af brasiliansk fodbold, også i forsvaret, end vi i Europa forestiller med vores billede af brasiliansk fodbold som samba, fest og forrygende driblinger.

Skal vi placere Luiz Gustavo, er han lidt tættere på at være en medio volante som Clodoaldo, og med de samme evner til at slå modstandernes spil i stykker. Seks røde kort i Bundesligaen for Hoffenheim og Wolfsburg fortæller, at Luiz Gustavo tackler igennem og er kompromisløs, når det er nødvendigt, og nogle gange lidt for meget til brasilianernes smag, da man næppe har lyst til at se Brasilien spille i undertal i en knockout-kamp om en måneds tid.

”Hvis du ser på de kort, jeg får, er det ikke i så høj grad på grund af mange frispark. Jeg vil da være påpasselig. Men mit spil laver jeg intet om i, jeg fortsætter på samme måde,” siger Luiz Gustavo.

Måske minder Luiz Gustavo i virkeligheden mest om Zito, guldvinderen fra 1958 og 1962, der voksede op ti km fra Luiz Gustavos barndomshjem. Når Luiz Gustavo er tilbage i Pindamonhangaba, bliver han mindet om Zito konstant, om ikke andet fordi stadion i byen er opkaldt efter den lokale VM-helt, og Luiz Gustavo glæder sig til at gå i legendernes fodspor i de kommende uger.

”Det fylder meget for vores familier såvel som for vi spillere på holdet. Jeg, min familie og mine venner husker jo 1994, hvor vi på tv så Brasilien vinde VM. Min forlovede, min familie, mine venner, de håber alle sammen meget på mig og på, at Brasilien slår til, og det er noget, jeg forsøger at bruge som motivation. Jeg vil gøre alt for, at også de bliver lykkelige,” siger Luiz Gustavo.

For brasilianerens sportsdirektør i Wolfsburg Klaus Allofs at se har skiftet til Wolfsburg faktisk rustet Luiz Gustavo bedre til pligterne på landsholdet, for i Wolfsburg har midtbanespilleren haft en taktisk rolle, hvor han i højere grad end i Bayern har haft offensivt ansvar – og frihed – til at sætte holdets angreb op.

”Han skulle lige vænne sig til den måde, vi spiller, men jeg synes, han har tilpasset sig fremragende til at have en større offensiv rolle, end han havde i Bayern,” siger Klaus Allofs.

Luiz Gustavo får brug for al den medgang, han kan få, for det bliver en stor, vigtig sommer i Brasilien.

”Jeg synes, at trykket er stort, både fordi enhver brasilianer gerne ville spille et VM på hjemmebane, og fordi vi er på hjemmebane. Jeg forstår det godt. Vi spillere skal bruge det pres til noget positivt og sikre os, at det bliver noget, der styrker os,” siger Luiz Gustavo.

Brasiliens defensive midtbanespiller har det fint med, at han skal dække af for de offensive spillere. Det er han vant til, og det passer ham fint, at Neymar løber med opmærksomheden både på og udenfor banen.

”Jamen han er helt klart en meget vigtig spiller for os. Han har friheden til at spille fodbold og finde på noget, til at holde på bolden, og han er altid farlig på vores hold. Vi skal støtte ham alt det, vi kan, så han kan koncentrere sig om at have bolden,” siger Luiz Gustavo.

Guldet er end ikke til diskussion
Nu står han der. Seks kampe skiller Luis Gustavo og Brasilien fra en ny VM-finale på Maracanã i Rio De Janeiro, hvor Brasilien som bekendt tabte VM-finalen til Uruguay for 64 år siden. Og det er VM-finalen, der tæller. Selv de store spillere hos Argentina, Spanien og Tyskland bruger ord som ”hvis”, når talen falder på mulighederne for at nå VM-finalen, men for de brasilianske spillere er en VM-finale og guld på hjemmebane en selvfølgelig målsætning, der ikke er til diskussion.

”Brasilien vinder, om gud vil,” siger Luiz Gustavo, der siger, at det siden barndomsårene har været et mål at spille et VM.

”Den tanke havde jeg altid med mig som barn og ung. Jeg så for mig, at jeg ville spille ved et VM, men hvordan jeg præcist ville nå dertil vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg drømte om det, jeg ville gøre alt for det, og jeg havde det med mig hver dag på træningsbanen, hvor jeg skulle forbedre mig hele tiden. Jeg er lykkelig for, at jeg er blevet en spiller, der rent faktisk har muligheden for at opfylde den drøm,” siger Luiz Gustavo.

Efter syv år i Tyskland kan brasilianeren godt forstå, at det virker fremmed for nordeuropæere som os, at det at vinde VM-guld er en selvfølgelighed i Brasilien, også for brasilianske fodboldspillere. Brasilien har trods alt kun vundet fem ud af 19 VM-slutrunder. Men vil du spille for Verde Amarela, skal du stå for presset og ikke begynde at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er fair med alle de forventninger.

”Sådan er det i Brasilien, for det brasilianske folk er vildt forelsket i fodbold. Så når vi har et VM i Brasilien, kan det kun blive noget helt specielt. Men det glæder mig. Jeg er så glad for at have muligheden for at spille et VM i mit eget land. For mig er det kun en ekstra motivation til at gøre det godt og kæmpe for succes for holdet.”

”For mig er det fantastisk, at jeg kan være med til at give andre mennesker i Brasilien den følelse, jeg selv sad med efter 1994 og 2002,” siger Luiz Gustavo.

Måske er det den defensive midtbanespiller, der her taler, men for Luiz Gustavo betyder det ikke så meget igen, hvordan Brasilien spiller på vejen til det VM-guld, alle i Brasilien tager som en selvfølge. Da Brasilien for et år siden slog Spanien i Confederations Cup-finalen på Maracanã med 3-0, havde spanierne overvægt i boldbesiddelse, og hvis noget kendetegner Luis Felipe Scolaris VM-hold, er det, at holdet om nødvendigt kan forsvare sig langt tilbage på banen med Luiz Gustavo og Paulinho til at rydde op foran Thiago Silva og David Luiz, og så slå hurtige kontraløb på stjernen Neymar og godstoget Hulk på den modsatte kant.

”Det vigtige ved Brasiliens landshold lige nu er holdet. Vi arbejder hårdt, vi spiller for hinanden frem for individet. Det synes jeg gør vores hold stærkere, og det vil gøre forskellen for os,” siger Luiz Gustavo.

”Vi har en intelligent træner, og vi ved også præcist, hvad vi skal ud og gøre på banen. Imod Spanien i Confederations Cup vandt vi en kamp, hvor vi til fulde vidste, hvad Spanien er for et type hold. Det samme gælder, hvis vi kommer til at møde Tyskland. Vi skal ud og kæmpe, og så er det for os lige meget, om modstanderen har bolden mere end os, så længe de ikke skaber farlige chancer. Og det spil kan vi spille. Vi er et hold, hvor alle nu også løber og kæmper uden bold, og det er en del af forklaringen på, at vi er så stærke,” slutter Luiz Gustavo.

Luiz Gustavo var i startopstillingen, da Brasilien tidligere på ugen slog Panama 4-0 i den første opvarmningskamp, mens Brasilien i aften har generalprøve på åbningskampen mod Kroatien med en kamp mod kroaternes naboer Serbien.

Viljen mangler Luiz Gustavo og hans holdkammerater ikke. De næste fem uger vil vise, om de også kan leve med presset og vinde, når modstanderne stiller sig ned og overlader det til værterne at skabe spillet. Gør de det, får Luiz Gustavo også travlt med at fordele boldene og ramme præcist på afleveringerne, så Neymar, Hulk, Marcelo og Dani Alves kan få modstandernes forsvar ud at løbe. Presset er enormt. Men Luiz Gustavo glæder sig.

”Folk i Brasilien har stor tiltro til, at vi vinder titlen. Og det er det samme, vi spillere føler. Vi vil give alt for, at det lykkes. Det bliver ikke let, men vi er klar til at kæmpe og give alt indtil sidste minut.”